fbpx

Barca inviterer til åben træning den 5. januar

FCBARCELONA.DK - 21.12.19

// Træning

Helt som traditionen byder det, inviterer Barca sine mange tilhængere til at overvære træningen i starten af det nye år. Denne gang sker det søndag den 5. januar og for første gang er det Estadi Johan Cruyff der lægger græs til.

I Catalonien er Hellig Tre Konger den 6. januar den helt store gavedag og det er i den anledning, at Barca hvert år inviterer sine tilhængere til at overvære en træningssamling. Denne gang finder den åbne træning sted søndag, den 5. januar kl. 11.00.

I mange år har traditionen været holdt ved lige på B-holdets hjemmebane Mini Estadi ved siden af Camp Nou, men det er nu ved at blive revet ned. I stedet trænes der på B-holdets nye stadion, Estadi Johan Cruyff, der ligger ved klubbens træningsanlæg i forstaden Sant Joan Despí.

Det kommer til at betyde, at færre kan overvære den åbne træning, for hvor der var plads til mere end 15.000 tilskuere på Mini Estadi, er der kun plads til 6.000 på Estadi Johan Cruyff.

De åbne træninger har altid været et tilløbsstykke, så der bliver med garanti rift om billetterne, der kun koster 3 euro, altså 22,50 kr. Man skal være medlem af klubben for at købe billet og hvert medlem kan maksimalt købe to billetter. Indtægten fra billetterne går ubeskåret til at støtte et lokalt hospital.

Den åbne træning vil blive sluttet af med at sparke bolde ud til tilskuerne, skrive autografer og tage selfies. Efter træningen deler spillerne sig op og kører rundt på diverse hospitalers børneafdelinger og deler Barca-gaver ud, som det også er en tradition.

.:FORSIDE:.