fbpx

Avis: Setién vil skubbe Coutinho ned på midtbanen

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 25.04.20

© Getty Images
// Philippe Coutinho

Det har længe tydet på, at Barca har været fast besluttet på at skille sig af med Philippe Coutinho efter lejeopholdet i Bayern. Ifølge Marca har Quique Setién dog en plan B for brasilianeren i ærmet.

Philippe Coutinho har længe lignet en færdig mand i Barcelona. Covid-19 krisen kan dog gøre det mere end svært at finde en klub, der er villig til at forhandle en aftale på plads, som Barca kan gå med til. Ifølge den spanske avis Marca er det da heller ikke utænkeligt, at man får Coutinho at se i blaugrana-trøjen til næsten sæson.

Avisen erfarer nemlig, at Quique Setién har et godt øje til den tidligere Liverpool-stjerne og vil forsøge sig med at placere ham forrest på midten. 'Han er en dygtlig spiller, og jeg beundrer ham virkelig' udtalte Setién blandt andet for nyligt i et interview med RAC1.

Ernesto Valverde opgav hurtigt ideen om at bruge Coutinho på midtbanen, da han mente brasilianerens manglende defensive kompentencer bragte holdet i ubalance. Coutinho kom derfor til at spille ude på kanten i stort set samtlige kampe, hvilket aldrig rigtig blev en succes.

Setién har ifølge Marca lagt hovedet i blød for at finde en løsning, og skulle være villig til at satse på en midtbanekonstellation med Coutinho længst fremme, med Arthur og Frenkie de Jong eller Busquets liggende bagved for at styrke defensiven. Dette scenarie vil dog selvsagt kun komme på tale, hvis man vælger at beholde den nuværende Bayern-lejesvend.

En klausul i Coutinhos kontrakt med Barca betyder, at catalanerne skylder Liverpool 20 mio. euro, hvis brasilianeren når op på 100 kampe. Offensivspilleren står p.t. noteret for 74 kampe, og vælger man at beholde ham efter sommeren, må man derfor bestræbe sig på at punge yderligere ud for den i forvejen rekorddyre signing.

.:FORSIDE:.