Gammelt billede af Messi og Lamine Yamal går viralt
Markus Johannessen - 05.07.24
Fodboldeksperter verden over er allerede begyndt at drage paralleller mellem 16-årige Lamine Yamal og Barcas gamle klubkoryfæ Lionel Messi. Nu har et billede af de to stjerner sammen tilbage fra 2007 overrasket internettet.
Med omtrent 20 år imellem dem, repræsenterer Lamine Yamal og Lionel Messi lige nu hvert deres landshold i deres respektive kontinentale turneringer. De er ved flere lejligheder stødt på hinanden, da Messi var førsteholdsspiller i Barca og Lamine Yamal 'voksede op' i La Masia. Det viser sig dog, at de to profiler går endnu længere tilbage.
Lamine Yamals far, Mounir Nasroui, lagde torsdag aften et billede op af 20-årige Leo Messi, der giver hånd til en baby, som bliver badet af sin mor, med overskriften 'To legenders begyndelse'. Den baby er Lamine Yamal, blot et halvt år gammel i december 2007.
Artiklen fortsætter under annoncen
Der har været mange spekulationer omkring, hvorvidt billedet var redigeret eller AI-genereret, siden det ramte internettet, men det viser sig at være ganske autentisk. Billedet er taget af den catalanske avis Sport, som dengang hvert år udgav en velgørenhedskalender i samarbejde med Unicef. Det var der mange af Barcas førsteholdsspillere, som deltog i frivilligt til 2008-udgaven. Heriblandt den ottedobbelte Ballon d'Or-vinder, som takket være dette initiativ kunne byde Lamine velkommen til livet, som nu i folkemunde er spået til at blive argentinerens efterfølger i Barca.
Messi og Argentina er netop avanceret til kvartfinalerne i Copa América og Lamine Yamal er ligeledes nået til kvartfinalerne i EM med det spanske landshold, hvor de i aften tørner sammen mod Tyskland i kampen om semifinalen.
Se det omtalte billede af de to La Masia-profiler her:
// Lionel Messi // Lamine Yamal