fbpx

Officielt: Arda Güler skifter til Real Madrid

Simon Arun Vrábel - 06.07.23

// Arda Güler

Torsdag eftermiddag blev de seneste dages rygter officielt bekræftet, da Real Madrid offentliggjorde, at hovedstadsklubben henter Arda Güler for næsen af Barca, som ellers længe lå lunt i svinget i kampen om det 18-årige tyrkiske talent.

Det så længe ud til, at Barca ville hente den 18-årige offensivspiller Arda Güler, men fordi den sportslige ledelse angiveligt ønskede at udleje offensivspilleren i sin første sæson, endte han med at vælge Real Madrid.

Da Joan Laporta i et interview med catalanske TV3 kunne fortælle, at Deco var rejst til Istanbul for at lukke aftalen med stortalentet Arda Güler, havde mange indtrykket af, at en aftale var nært forestående. Imellemtiden kom Real Madrid på banen, og torsdag eftermiddag kunne hovedstadsklubben så offentliggøre, at den unge offensivspiller skifter til madrilenernepå en seksårig aftale for et beløb på 20 millioner euro plus variabler.

Artiklen fortsætter under annoncen


Avisen Mundo Deportivo bragte dagen inden offentliggørelsen en historie om, at Güler oprindeligt havde takket ja til Barca, men på målstregen ombestemte sig. I Barca ønskede den sportslige ledelse nemlig, at Güler fik mere erfaring inden han indgik på førsteholdet, og det skulle enten være ved at tage endnu et år i Fernerbache eller ved at lade sig udleje til en klub i La Liga.

Den unge offensivspiller havde dog langt fra samme tanker, og da Real Madrid samtidig stod klar med et løfte om førsteholdsfodbold fra dag ét betød det angiveligt mere end lysten til at repræsentere blaugrana. Nu er det store spørgsmål så om Real Madrid har spillet djævlens advokat, for mange husker måske lignende historie om norske Martin Ødegaard, som aldrig slog igennem hos Real Madrid. I stedet brugte han seks år på diverse udlån hos klubber som Heerenveen, Vitesse, Real Sociedad inden han til sidst blev solgt til Arsenal.

I Barca er man uden tvivl ærgerlig over at miste et stortalent og så endda på målstregen til Real Madrid, men der er omvendt ingen tvivl om, at mange Barca-fans er glade for, at man ikke får en spiller ind på holdet som ikke sætter en stor ære i at repræsentere klubbens farver.

.:FORSIDE:.