fbpx

Laporta: 'Vi valgte selv ikke at underskrive Nike-aftale'

FCBARCELONA.DK - 03.09.24

 


Præsident Joan Laporta holdt tirsdag eftermiddag sit længe ventede pressemøde, hvor han skulle forholde sig til klubbens økonomi og sommerens besværligheder med at købe og indskrive spillere.

På pressemødet gjorde Laporta det blandet klart, at det var ledelsens egen beslutning ikke at underskrive den ellers altafgørende aftale med Nike, som ville have reddet klubbens økonomi, da man ikke mente, den var god nok. Derudover beroligede han tilhængerne og slog fast, at økonomien snart er i topform igen og at man kan købe normalt ind i vinterens transfervindue.

Læs Laportas udtalelser her.

Den manglende Nike-aftale:

'De beslutninger, som ledelsen tager, skal styrke klubben. Denne sommer hastede det med at få underskrevet en ny aftale med en tøjsponsor, da det ville bringe os tilbage til 1:1-reglen på transfermarkedet og ville tillade os at handle og registrere spillere uden større problemer. Men der er to grunde til, at det ikke er sket endnu: den sportslige timing stemmer ikke altid overens med den økonomiske, og vi vurderede, at det ikke var nødvendigt at forhaste os, da vi så, at der var andre og bedre løsninger'.

'Vi ønsker den bedste sponsoraftale på markedet. Vi er stadig i gang med forhandlingerne. Aftalen bliver den bedste i fodboldverdenen. Vi har forbedret den aftale, som vi kunne have underskrevet denne sommer'.

Artiklen fortsætter under annoncen


1:1-reglen:

'Alle klubber har udfordringer i øjeblikket, men vi skal nok nå i mål. Vi kunne allerede have været tilbage i 1:1-reglen, hvis vi ønskede det. Det nemmeste havde været at underskrive kontrakten med Nike med det samme, men vi så, at den kunne forbedres. Vi valgte selv at vente'.

'Vi har ikke nået 1:1-reglen, fordi vi ikke har ønsket det endnu. Kontrakten med Nike kan forbedres og vi ville ikke bare underskrive en aftale, som ikke var god nok. I vinterens transfervindue kan vi handle normalt under 1:1-reglen. Jeg forventer, at vi allerede i oktober opnår det'.

AC's skade:

'Vores økonomi vil være normaliseret og vi vil operere under 1:1-reglen når Andreas Christensen er klar igen. Vi har blot udnyttet en uheldig situation til vores fordel og indskrevet Dani Olmo. Lægerne har lavet en meget klar skadesrapport og ligaens medicinske komité slog fast, at Christensens skade i hans akillessene er af langvarig karakter. Han skal hvile og modtage behandling, og vi håber, at han snart bliver klar'.

Nico Williams:

'Det er ikke rigtigt, at der er spillere, der ikke vil til Barca på grund af vores økonomiske situation. Der er mange, der gerne vil skifte til Barca. La Liga har anerkendt vores indsats med lønbudgettet, som er blevet reduceret betydeligt. Alle de spillere, du kan forestille dig, vil gerne til Barca'.

Gündogan:

'Han er en fremragende spiller og en fantastisk person. Det ene år, hvor vi har haft ham, har han vist os, hvem han er. Men efter et møde med Flick og en vurdering af situationen i truppen besluttede han selv, at han ville forlade os. Det er udelukkende en sportslig beslutning fra hans egen og Manchester City's side. Det har ikke været af økonomiske årsager, men de økonomiske konsekvenser har været fordelagtige for os'.

Deco:

'Deco giver os ro og fodboldviden takket være sin karriere, som giver ham en meget bred indsigt. Han er desuden en tålmodig og overbevisende person. Han gør et fantastisk stykke arbejde og føler sig godt tilpas i klubben. Snart vil i alle se hvilket fantastisk arbejde han har udført'.

Truppen:

'Jeg er tilfreds med truppen. Vi har formået at forbedre den og prioriteten var at hente Dani Olmo. Jeg er glad for Dani Olmo, og vi er tilfredse med hans præstationer indtil videre. Derudover fortjener Hansi Flick ros for sin satsning på ungdomsakademiet'.

Kritik:

'Jeg mener ikke, at vi denne sommer har forsøgt at sælge en overdreven optimisme. Vi forklarer, hvad vi foretager os. Jeg kan godt lide at skabe begejstring og motivation; nogle gange ender vi tilfredse, fordi tingene lykkes, mens vi andre gange må fortsætte arbejdet. Vi har ikke nået 1:1-reglen, fordi vi ikke selv har ønsket det. I skal forstå, at nogle opgaver kræver fortrolighed og diskretion. Vi forklarer, hvad vi kan. Jeg kan godt lide at motivere, men jeg bryder mig ikke om at komme med overfladiske udsagn. Jeg foretrækker at overbevise med forståelse og argumenter. Vi er tilfredse med ledelsens arbejde og mange troede, at det, vi gør, var umuligt'.

Forholdet til Real Madrid:

'Forholdet til Real Madrid er meget dårligt. De har bevidst påvirket sagen om Negreira og det er uacceptabelt. Derudover har vi klaget over deres journalister'.

Vinterens transfervindue:

'Vi vil opnå 1:1-reglen inden vinterens transfervindue og det betyder, at vi til vinter vil kunne købe og indskrive spillere på normal vis. Vi er meget tilfreds med den situation, som vi befinder os i'. Alt er under kontrol og går efter planen'.

// Joan Laporta
.:FORSIDE:.