fbpx

Avis: Gündogan har fået speciel klausul i sin kontrakt

Simon Arun Vrábel - 27.06.23

// Gündoğan

Det er en kæmpe bedrift at Barca, trods økonomiske udfordringer, har hentet en verdensklassespiller som Ilkay Gündogan, men den sportslige ledelse har måttet strække sig langt for tyskeren, som har fået en speciel klausul i sin kontrakt.

Det er ikke hvem som helst, der fra næste sæson trækker i blaugrana, men det har heller ikke været billigt at få tyske Ilkay Gündogans signatur. I værste fald kan Barca ende med at betale tyskeren en årsløn uden at han overhovedet bliver registeret på førsteholdet.

Når man som tyske Ilkay Gündogan netop har vundet The Treble, og samtidig er anfører både på det tyske landshold og Manchester City, er det ikke bejlere, som man mangler. Hvis man dertil lægger, at tyskeren kan skifte på en fri transfer, så bliver puljen af bejlere blot endnu større og derfor er det en kæmpe bedrift af den sportslige ledelse og Xavi, at Gündogan har valgt Barca.

Artiklen fortsætter under annoncen


Den engelske avis The Athletic fortæller dog, at det ikke har været helt omkostningsfrit at indgå en aftale med tyskeren, og især en enkelt klausul i midtbanespillerens kontrakt vækker opsigt. Avisen fortæller nemlig, at Gündogan har fået indskrevet i sin kontrakt, at han kan forlade klubben kvit og frit hvis den sportslige ledelse ikke lykkedes med at få ham indskrevet på førsteholdet inden La Liga-sæsonen begynder til august.

Mere opsigtsvækkende er det, at hvis det scenarie måtte opstå, så skal klubben ydermere betale Gündogan én fuld årsløn, hvilket angiveligt skulle være i omegnen af 60 millioner kroner. Det kan i værste fald betyde, at man bliver nødt til at betale tyskeren uden, at han overhovedet har været en del af førsteholdet.

Set med mere positive briller - hvilket man må antage at den sportslige ledelse også har gjort - så betyder klausulen omvendt, at man er fuldstændig overbevist om, at indskrivelsen bliver en realitet, og derfor ikke har nogle problemer med at lave en sådan aftale. I så fald er det meget sandsynligt, at Gündogan indgår i startopstillingen til holdets første La Liga-kamp som spilles i Madrid mod Getafe i weekenden den 13. august.

.:FORSIDE:.