fbpx

Jutglá fortsætter med at imponere hos Club Brugge

FCBARCELONA.DK - 07.10.22

// Ferran Jutgla

Ferran Jutglá er kommet forrygende fra start i sin nye klub Club Brugge. Hele Europa har lagt mærke til angriberen efter kampene i Champions League og nu går debatten på, om Barca burde have beholdt ham.

Et mål og en assist i tirsdagens 2-0 sejr over Atlético Madrid har skabt overskrifter i mange aviser, ikke mindst i Catalonien. Her følger man altid tidligere Barca-spillere tæt og Ferran Jutglá er ingen undtagelse.

Barca solgte ham i sommer for 5 mio. euro og sikrede sig samtidig 10% af en eventuel senere salgssum, hvis belgierne en dag sender ham videre i karrieren. Dengang vakte prisen ikke opsigt, for selvom Jutglá havde vist sig fint frem i de kampe han fik for førsteholdet, var der ingen der så ham som en mulig toneangivende angriber i truppen.

Artiklen fortsætter under annoncen


Skiftet til Brugge blev naturligt betragtet som et skridt ned af stigen rent ambitionsmæssigt, for selvom Club Brugge jævnligt er med i Champions League og ofte blander sig i toppen af den belgiske liga, er der et pæn stykke op til de store europæiske klubber.

Sådan var det i hvert fald indtil denne sæson, hvor Brugge virkelig bider skeer med de store. 0-4 sejren ude over Porto og altså 2-0 sejren over Atlético, taler sit tydelige sprog. Ligesom mod Atlético, scorede Jutglá et mål mod Porto og lagde en assist.

14 kampe har Jutglá spillet indtil nu for Brugge og her er det blevet til otte mål, hvilket gør ham til holdets topscorer og tilhængernes nye yngling. Den udvikling har vakt opsigt hjemme i Catalonien.

Her rejser debatten sig om Barca gjorde rigtigt i at slippe den 23-årige angriber, der nu henrykker hele Europa. Det kunne ingen dog vide i sommer, hvor Barca havde brug for både at slanke truppen og få penge i kassen.

Fortsætter Ferran Jutglá sin flotte udvikling og får mod på en større klub end Brugge, medfører det nok en pæn transfersum, hvor Barca altså får en bid af kagen.

Se Jutglá trylle i 2-0 sejren over Atlético Madrid i videoen ovenfor.

.:FORSIDE:.