fbpx

Barca beder spillerne om at gå ned i løn

FCBARCELONA.DK - 07.10.20

© FC Barcelona
// Økonomi

Barca er som andre storklubber ramt hårdt på økonomien på grund af coronakrisen. Det får nu klubben til at bede spillerne om at gå ned i løn. Forhandlingerne forventes at gå i gang indenfor få dage.

Med et massivt fald i indtægterne på grund af corona, er der et akut behov for at tilpasse omkostningerne og i en klub som FC Barcelona, er det lønningerne til spillertruppen der vejer tungest.

Nu tager ledelsen initiativ til en dialog med alle ansatte, men primært med førsteholdsspillerne, om en nedgang i lønnen. Det bekræftede vicepræsident Jordi Moix i går. 'Vi må få budgettet til at balancere i det uvejr vi oplever. Det gør vi ved at skabe nye digitale indtægter og med færre udgifter og med en tilpasning af lønningerne og kontrakterne, som vi allerede har gjort på nogle områder' sagde han i et interview med radiostationen Cadena SER.

Forleden kunne Moix fortælle, at sæsonen 2019/20 sluttede med et underskud på massive 97 mio. euro og det fik også en kommentar i går. 'De 97 mio. i underskud er ingen behagelig nyhed, men pandemien er ikke denne ledelses skyld. Ingen kunne forudse alt dette og vi har forsøgt at justere på alt det vi kunne' sagde han videre.

Senere i går aftes kunne catalansk TV3 følge op med, at Barca indenfor kort tid begynder at forhandle med spillerne om, hvor meget de skal gå ned i løn, så der kommer balance i klubbens økonomi.

.:FORSIDE:.