fbpx

Referat: FC Barcelona – Getafe 4 - 0

FCBARCELONA.DK - 24.02.24

 


FC Barcelona: Ter Stegen, Koundé, Araujo, Cubarsí, Cancelo (Fort 83’), Christensen (Romeu 77’), De Jong, Gündogan (Pedri 83’), Félix (Fermín 63’), Raphinha (Roque 77’), Lewandowski

Bænk: Peña, Martínez, Romeu, Pedri, Fermín, Roque, Sergi Roberto, Yamal, Kochen, Guiu og Fort

Mål: 1-0 Raphinha (20’), 2-0 Félix (53’), 3-0 De Jong (61’), 4-0 Fermín (90’)

Xavi ændrede lidt på holdet i forhold til kampen mod Napoli, da han satte sit hold til hjemmekampen mod Getafe. Det betød en plads fra start til Cubarsí, Félix og Raphinha på bekostning af Pedri, Martínez og Yamal, der alle startede på bænken.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Getafe mødte Barca i et højt pres og det gav problemer med det catalanske opspil. Det så man i det 6. minut, da De Jong mistede bolden foran eget felt så Greenwood kunne afslutte, men Ter Stegen tog sig af skuddet. Lige efter afsluttede Raphinha tæt over mål på et hjørnespark. Barca begyndte at få bedre styr på gæsternes høje pres og de satte sig på spillet, men alligevel var det Getafe der kom til den næste afslutning, da et skud ramte Koundé og strøg tæt forbi mål.

Kort efter blev Getafe fanget højt på banen, da Koundé sendte Raphinha alene afsted i dybden og brasilianeren takkede med en flot scoring til 1-0 i det 20. minut. Kort efter var det uhyre tæt på et selvmål af Getafe efter et indlæg af Raphinha, men bolden trillede lige forbi mål. Getafe var fornuftigt med i perioder og de kom til et par hjørnespark, men afslutninger blev det ikke til fra gæsternes side. Barcas offensiv var gået lidt i stå, men i det 35. minut blev Félix spillet fri i dybden til en åben chance, men målmanden fik pareret.

Portugiseren afsluttede igen kort efter, men lige i handskerne på keeperen. I det 40. minut burde havde Raphinha øget Barcas føring, da Lewandowski spillede ham helt fri i dybden, man han afsluttede svagt langt over mål. Et par minutter efter smed Christensen en bold væk, så Alderete kunne afslutte fra distancen, men Ter Stegen stod hvor han skulle. I dommerens tillægstid fik Raphinha igen en friløber mod mål, men i stedet for at afslutte selv, sendte han en uskarp pasning mod Félix, så det hele løb ud i sandet. Det blev afslutningen på en første halvleg, hvor Barca burde have ført med mere end 1-0.

Det var meget tæt på en udligning i anden halvlegs start, da Milla i det 48. minut sendte et hårdt skud af sted, hvor Ter Stegen fik fingrene på, hvorefter bolden tog stolpen. Her var marginalerne på Barcas side. Et par minutter efter tog Christensen et meget sjældent dybdeløb og modtog bolden, hvorefter han flot spillede ind til Félix foran mål, der let kunne gøre det til 2-0. Flot oplæg af danskeren. Kort efter fik Lewandowski sendt bolden i nettet, men målet blev korrekt annulleret for offside.

Det varede ikke længe inden at bolden igen lå bag Getafes målmand. Efter en times spil tog De Jong et godt løb op af banen i en omstilling, hvor det også var hollænderen der havde sidste fod på en 3-0 scoring, på et godt opæg af Raphinha. Lige efter kom Fermín på banen i stedet for Félix. Midt i halvlegen kom Getafe til en sjælden afslutning, da Oscas sendte et skud forbi mål. Det virkede dog ikke for alvor som om at gæsterne troede på deres chance i opgøret og Barca havde ingen problemer med at kontrollere begivenhederne. Med et kvarter tilbage fik Barca sat et godt angreb op, hvor Fermín fik afsluttet, men målmanden tog sig af skuddet. Lige efter blev Raphinha og Christensen afløst af Roque og Romeu.

Med 10 minutter tilbage var Cancelo tæt på at øge Barcas føring, men hans afslutning blev rettet af til hjørne. Tilskuerne på Estadi Olímpic kunne lide hvad de så og der blev sunget godt igennem på den midlertidige hjemmebane. I det 83. minut blev Fort og Pedri sendt på banen i stedet for Cancelo og Gündogan. Et par minutter efter fik Lewandowski en stor mulighed tæt foran mål, men keeperen stod i vejen for en scoring. Da kampen var gået ind i overtiden, blev den lukket med en 4-0 scoring. Roque blev spillet fri dybden, men han måtte se målmanden parere. Fermín var klar på riposten og sendte bolden i nettet. Det blev afslutningen på en overbevisende præstation, hvor 4-0 sejren ikke var et eneste mål for stor.

// Getafe
.:FORSIDE:.