fbpx

Referat: Sevilla – FC Barcelona 1 - 2

FCBARCELONA.DK - 26.05.24

© Getty Images
// Sevilla

FC Barcelona: Ter Stegen, Koundé, Martínez, Cubarsí, Cancelo (Fort 84’), Christensen (Romeu 46’), Fermín (Roque 75’), Pedri, Gündogan, Lewandowski (Torres 62’), Yamal (Félix 62’)

Bænk: Peña, Araujo, Romeu, Sergi Roberto, Torres, Raphinha, Roque, Félix, Kochen og Fort

Mål: 0-1 Lewandowski (15’), 1-1 En-Nesyri, 1-2 Fermín (59’)

Xavi ledede holdet for sidste gang, da Barca mødte Sevilla i ligaens sidste runde, hvor ingen af holdene havde det store at spille for.

Der blev lagt roligt ud fra begge sider og i et noget adstadigt tempo der bekræftede, at kampen var uden den store betydning. Barca havde bolden klart mest, men det var først i det 10. minut at kampens første afslutning kom, hvor målmanden afværgede et skud fra Lewandowski. Fem minutter senere fik Barca sat et glimrende angreb op, hvor Cancelo sendte en bold ind i feltet. Her leverede Lewandowski en akrobatisk afslutning, så bolden gik i nettet til 0-1. Flot aktion af den polske angriber.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Sevilla virkede utrolig tamme og de overlod initiativet til Barca, der nemt kunne kombinere bolden rundt og når den blev tabt, blev den hurtigt generobret. Der skulle en stor fejl af Koundé til at give Sevilla deres første mulighed i det 22. minut, men Ter Stegen afværgede uden problemer. To minutter efter viste Sevilla tænder igen med en god afslutning på en omstilling, hvor Ter Stegen leverede en god redning. Hjemmeholdet var kommet langt bedre med og de lykkedes at holde mere på bolden. Det gav resultat efter en halv time, hvor En-Nesyri blev spillet i dybden og sendte bolden fordi Ter Stegen til en 1-1 udligning.

Fem minutter efter var Barca uhyre tæt på komme foran igen, da Fermín fandt Lewandowski i feltet, der med hovedet sendte bolden videre til Pedri tæt foran mål, men målmanden hev en klasseredning frem. Pedri forsøgte sig igen et par minutter senere, men denne gang tog bolden oversiden af overliggeren. Træværket kom også i vejen i det 44. minut, da Cancelo sendte et godt skud afsted, men bolden tog foden af stolpen. I samme minut var det Sevilla der manglede marginalerne, da Lukebakio fik hovedet på bolden, der prellede af på stolpen. Lige efter afsluttede Cancelo igen, men keeperen kom ud i fuld længde og afværgede. Det blev afslutningen på en underholdende første halvleg.

Xavi skiftede ud i pausen, hvor Andreas Christensen blev afløst af Oriol Romeu. Anden halvleg fik en stille start, hvor ingen af holdene gjorde det store væsen af sig. Det var Barca der kom til første afslutning efter pausen, da Pedri spillede Fermín fri til en stor mulighed, men Sevillas keeper leverede en ny flot redning. Kampen var ret åben, men uden den nerve og intensitet man ser, når der er noget på spil. I det 59. minut tog Fermín López sagen i egen hånd, da han fra kanten af feltet sendte et godt skud afsted, hvor bolden sneg sig i nettet opad den ene stolpe. Fermín fejrede målet ved at løbe ud til sidelinjen og omfavne Xavi. Lige efter blev Lewandowski og Yamal afløst af Torres og Félix.

Få minutter efter kunne Félix have øget føringen da han kom fri i feltet, men målmanden reddede. Barca sad på spillet mod et Sevilla-mandskab der så ud til, at de gerne ville på sommerferie efter en skuffende sæson. Man skulle helt hen til det 73. minut før at hjemmeholdet forsøgte på noget efter pausen. Det var Pedrosa der sendte et godt skud afsted, som Ter Stegen afværgede til hjørne. Minuttet efter var det tæt på en udligning, da En-Nesyri fra en spids vinkel sendte et skud på ydersiden af stolpen. Et par minutter efter kom Vitor Roque på banen i stedet for Fermín López.

Sevilla kom op i omdrejninger i forsøget på, at redde æren med det ene point. Det gav dem en god mulighed i det 82. minut, hvor Ter Stegen med besvær reddede til hjørne. Kort efter kom Hector Fort på banen i stedet for Cancelo. Tilskuerne på Sánchez Pizjuan forsøgte at bære holdet frem og de lykkedes med at sætte Barca en smule under pres, men catalanerne lod sig ikke stresse. Det blev lidt ophedet i dommerens tillægstid, hvor der faldt et par gule kort. I det yderste af tillægstiden fik Sevilla et frispark lige udenfor feltet, men det sendte Ramos over mål. Mere skete der ikke og derved sluttede Barca sæsonen med en fortjent sejr.

.:FORSIDE:.