© Twitter
// Viktoria Plzen
FC Barcelona: Iñaki Peña, Bellerín, Piqué, Alonso, Alba (Balde 57’), Gavi, Torre (Sanz 77’), Kessié (Casadó 67’), Fati, Raphinha (Dembélé 77’), Torres
Bænk: Ter Stegen, Arnau Tenas, Pedri, De Jong, Balde, Casadó, Ilias, Àlex Valle og Álvaro Sanz
Mål: 0-1 Alonso (7’), 0-2 Torres (44’), 1-2 Chory, straffe (52’), 1-3 Torres (54’), 2-3 Chory (63’), 2-4 Torre (74’)
Artiklen fortsætter under billedet
Som ventet var det i vidt omfang reserverne der startede på banen i udebaneopgøret mod Viktoria Plzen i sidste runde af et skuffende Champions League gruppespil for Barca. Busquets og Lewandowski var slet ikke med i truppen og stamspillere som Ter Stegen, De Jong og Pedri startede på bænken.
Selvom Barca satte sig på spillet fra start, var det Plzen der afsluttede først, men Peña samlede nemt bolden op. Kort efter brød Marcos Alonso et angreb fra Plzen og det satte en omstilling i gang, hvor Fati kom fri i feltet og afsluttede. Han måtte se målmanden redde, men bolden trillede videre mod mål og her kom Alsonso glidende og skubbede den over stregen til 0-1. Det var Alonsos første mål i Barca-trøjen. Barca satte sig tungt på spillet og Plzen var presset tilbage foran eget felt, hvor de forsøgte at dæmme op for de catalanske kombinationer. Samtidig fungerede det catalanske genpres godt, så det var ikke meget hjemmeholdet var på bolden.
Man skulle hen til det 18. minut før at Barca afsluttede igen, men skuddet fra Fati gik et pænt stykke over mål. To minutter efter var det meget tæt på en udligning efter en dødbold. Bolden blev sendt ind i feltet, hvor Chory fik hovedet på, man han måtte se den prelle af på overliggeren. Her var heldet med Barca. Barca svarede hurtigt tilbage med gode forsøg af Piqué og Fati, men uden at der blev scoret. Plzen havde dog fået blod på tanden og det lykkedes for dem at skabe et par farlige situationer, hvilket gav dem et par hjørnespark.
Netop som uret rundede en halv time lavede Pablo Torre en kæmpe fejl i eget felt, så Kalvach kom totalt fri foran mål, men Peña hev en vigtig redning frem. Den catalanske dominans var forduftet og samtidig virkede deres defensiv sårbar. I det 40. minut fangede Barca Plzen højt på banen i en hurtig omstilling og Torres blev spillet fri i feltet, men han sendte uskarpt bolden over mål. Her burde han i det mindste have ramt målet. Kort efter blev det 0-2 på en scoring af Ferran Torres efter et godt angreb af Barca, hvor Alba stod for oplægget. Dommeren annullerede først målet for offside på Alba, men det ændrede VAR på, for kendelsen var tydeligt forkert. Det blev slutningen på en noget ustabil halvleg af Barca, hvor de dog fortjent var foran.
Der var spillet mindre end fem minutter af anden halvleg, da Plzen fik tildelt et straffespark, begået noget klodset af Pablo Torre, efter et par dårlige clearinger af Barcas forsvar. Det udnyttede Chory til en sikker 1-2 reducering. Reaktionen kom hurtigt fra Barca, for blot to minutter senere stod det 1-3. Det var Torres der scorede sit andet mål efter godt samspil med Raphinha. Kort efter skiftede Xavi ud for første gang, da Alba blev afløst af Balde. Lige inden uret rundede en time tog Bellerín på en solotur fra midten og sluttede, men han måtte se målmanden afværge.
Plzen var stadig med i opgøret og i det 62. minut var det tæt på en ny reducering, da Vlkanova afsluttede, men igen viste Peña høj klasse i målet. Tjekkerne var dog hurtigt på bolden igen og her blev den lagt ind foran mål, hvor Chory fik hovedet på bolden og sendte den i nettet til 2-3. Her så Barcas forsvar meget passivt ud. Få minutter senere var der flere dårlige nyheder for Barca, da Kessié måtte udgå med en skade. I stedet kom Casadó på banen til sin officielle debut for klubben. Der gik ikke mange minutter før der igen blev scoret og her var der tale om et debutmål af Pablo Torre. Raphinha spillede spanieren helt fri i dybden og Torre bankede bolden op i nettaget til 2-4. Desværre for ham blev han skadet i situationen og måtte udgå, hvilket betød at Sanz kom på banen. Samtidig blev Raphinha afløst af Dembélé.
Kampen syntes afgjort, men Plzen havde ikke opgivet endnu. Det så man i det 81. minut hvor Jirka sendte et potent skud afsted, men stolpen forhindrede en scoring. Der blev taget lidt let på tingene fra begge sider i kampens slutfase, hvor der ikke blev satset 100% i nærkampene. Spillet løsnede meget op, men stadig med Barca klart mest på bolden. I næstsidste minut fik Plzen masser af plads i en omstilling, hvor det kom til en afslutning, men bolden strøg tæt over mål. Tjekkerne pressede på i slutfasen for at pynte på resultatet og det kom til et par farlige situationer, men der kom ikke flere scoringer i kampen. Dermed gjorde Barca sin pligt i den betydningsløse kamp og hentede en fortjent sejr.