fbpx

AC's flotte statistik hyldes i de catalanske medier

Markus Johannessen - 06.12.23

 

Andreas Christensen fik efter en længere pause fuld spilletid i weekendens flotte sejr over Atlético Madrid, og i ugen derpå storroses den danske landsholdspiller og betegnes som blandt de bedste forsvarsspillere i La Liga. 

'Fra tvivlsom til uundværlig.' Sådan beskriver den catalanske avis Sport både Andreas Christensen og Iñigo Martínez, som begge kom til Barca uden omkostninger for klubben, men med en vis mængde skepsis fra medier såvel som fans. 

AC havde ikke efter sin tid i Chelsea overbevist Cataloniens hovedstad om, at han var den rette spiller til at styrke Xavis defensive kæde. Iñigo Martínez tilpassede sig sent som Barca-spiller, da han var plaget af skader og skavanker. Tiden har dog efterfølgende vist, at de begge har været nogle af Barcas bedste signinger i de seneste år. 

Artiklen fortsætter under annoncen


I de catalanske medier bliver forsvarsprofilerne beskrevet som to klipper, der besidder mange ligheder imellem dem. De er effektive, gode til opspil, dristige i deres pasninger, stærke i luftspillet og holder altid hovedet koldt under pres. Derudover nævnes det, at de er groet under samme 'hårde klima' i deres respektive hjembyer. Der kan det dog diskuteres, hvor mange ligheder, der eksisterer mellem Lillerød og provinsen Ondarroa i den baskiske region - men ingen tvivl om, at de begge kan præstere, også på en regnvejrsdag. 

Særligt den 27-årige dansker får mange roser i avisen Sport, som påpeger, at han udover at mænge sig med eliten, hvad angår forsvarsspillere, også topper statistikkerne i sit pasningsspil. 

Der er i øjeblikket ingen profiler i de fem største ligaer, som har en højere pasningssikkerhed end Andreas Christensen (96%). Det bliver ydermere påpeget, at han dominerer den statistik på trods af, at han ikke er bange for at sende bolde igennem modstanderens kæder med en vis risiko. 

AC's stabile niveau kan også tydes på hans markedsværdi, som er steget med 10 millioner euro siden han kom under Xavis vinger. Der har dog været nogle pauser i hans spilletid, da Iñigo Martínez også har vist sig som aldeles formstærk, men han pådrog sig uheldigvis en muskelskade i det ene lår mod Atlético. Det resulterer meget vel i, at Andreas Christensen kan se frem til mere ansvar og spilletid i de kommende opgør.

// Andreas Christensen
.:FORSIDE:.