fbpx
Annonce

Avis: Barca interesseret i Benjamin Pavard

Peter Vyff - 16.11.22

// Pavard

Ledelsen ønsker eftersigende at forstærke holdet med en højre back til januar. Catalanerne holder derfor øje med Bayern-spilleren Benjamin Pavard, som angiveligt skulle være træt af tilværelsen i den tyske storklub.

Barca har i efterhånden flere år søgt efter en fast løsning ude på højre back, men selvom ledelsen har købt adskillige spillere til positionen, så er det endnu ikke lykkedes at finde en overbevisende løsning. Catalanerne har senest forsøgt sig med Sergiño Dest og Héctor Bellerín, som dog heller ikke har formået at overbevise trænerstaben om deres kvaliteter.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Ledelsen har derfor sat sig for at finde endnu en højre back i det kommende transfervindue, som åbner efter årsskiftet. Det er også noget som Xavi har efterspurgt, eftersom han i løbet af efteråret har været nødsaget til at bruge spillere som Ronald Araújo, Jules Koundé og Alex Balde ude på backen, selvom det ikke er deres naturlige position.

Barca er derfor blevet sat i forbindelse med en række forsvarsspillere allerede, såsom Diogo Dalot og Arnau Martínez, og nu senest Benjamin Pavard, som ifølge avisen Sport ønsker at forlade Bayern München efter denne sæson.

Den 26-årige Pavard har ellers formået at blive en fast del af startopstillingen på Allianz Arena, hvor han i denne sæson har spillet 21 kampe og scoret 4 mål for tyskerne. Landsholdsbacken har dog eftersigende et ønske om at forsøge sig i en anden liga, hvilket helt naturligt har fået interessen til at stige på Camp Nou.

Bayern har dog vist sig at være hårde at forhandle med, og det bliver interessant at se, hvilken pris tyskerne eventuelt forlanger for franskmanden, der vurderes til at koste i omegnen af 35-40 mio. euro.






 

.:FORSIDE:.