fbpx

Avis: Barca sparer penge på Flick-ansættelse

Peter Vyff - 27.05.24

 


Ledelsen fyrede i sidste uge Xavi, der efter sejren over Sevilla ikke længere står i spidsen for Barca. Alt tyder nu på, at Hansi Flick kommer til at overtage det ledige trænersæde, og med ansættelsen følger angiveligt en stor lønbesparelse.

Det har været en undervældende sæson for Barca, hvor man både har haft problemer på- og udenfor banen. Resultaterne har langt fra flasket sig i La Liga og Champions League samtidig med, at trænersituationen har været et stort diskussionsemne lige siden Xavi offentliggjorde sin afsked i starten af året.

Sidenhen er der sket meget i sagen omkring den nu tidligere cheftræner, der i sidste uge blev opsagt af Joan Laporta på trods af Xavis ønske om at fortsætte. Catalanerne er dog nu tvunget til at se fremad, og forberede sig til en sæson, der ikke som denne skal ende trofæløs.

Artiklen fortsætter under annoncen


Førsteprioriteten er dog at finde en ny cheftræner, og hele fodboldverdenen venter kun på, at ledelsen bekræfter ansættelsen af den tidligere Bayern München-træner, Hansi Flick. Tyskeren skulle allerede have indgået en forhåndsaftale med Barca, og han forventes præsenteret i løbet af denne uge.

Og netop aftalen skulle avisen Sport have fået indblik i, og her er det værd at bemærke, at ledelsen kan se frem til en stor lønbesparelse med ansættelsen af Flick. Cheftræneren skulle have anerkendt klubbens finansielle situation, og han har derfor angiveligt accepteret en stor lønnedgang for, at aftalen kunne blive en realitet.

Xavi og hans stab tjente efter sigende i omegnen af 18 mio. euro årligt, og med tyskerens nye kontrakt, står Barca angiveligt til en besparelse på 30% og altså mere end 5 mio. euro. Det må siges at være gode nyheder for ledelsen, der er opsatte på at overholde kravene for Financial Fair Play.

Udover lønbesparelsen, har Flick også forstået, at der ikke er råd til de helt store nyindkøb, og han er ligesom Xavi også villig til at satse på klubbens egne talenter, såsom Lamine Yamal, Pau Cubarsí og Fermín López. Tyskeren har angiveligt stor tillid til de unge spillere, der med sikkerhed også kommer til at blive afgørende for hans projekt hos Barca.

// Xavi // Hansi Flick
.:FORSIDE:.