fbpx

Avis: Clément Lenglet nærmer sig Barca-exit

Peter Vyff - 14.08.24

// Clement Lenglet

Selvom Clément Lenglet har fået en del spilletid i opstartssæsonen, er han ikke en del af fremtiden hos Barca. Catalanerne skulle endda nærme sig en aftale, der betyder, at franskmanden snart er fortid i klubben.

Den nye La Liga-sæson starter i næste uge, hvor Barca møder Valencia på udebane. Ledelsen har derfor travlt med at forme holdet, der skal forsøge at hjemtage det spanske mesterskab, og derfor forventes der stor aktivetet hos catalanerne frem til transfervinduets lukning.

Ledelsen har især fokus på at skabe plads i transferbudgettet til forstærkninger, hvilket betyder, at man er nødt til at tage afsked med flere spillere. Det har i lang tid set ud til at få konsekvenser for Clément Lenglet, der ikke har været en del af Barcas de sidste to sæsoner, hvor han har været udlejet til henholdsvis Tottenham og Aston Villa.

Artiklen fortsætter under annoncen


Catalanerne håber nu på at tage endeligt afsked med den løntunge forsvarsspiller, selvom det har været svært at finde en køber til ham. Men ifølge avisen Mundo Deportivo nærmer ledelsen sig nu en aftale med en unavngiven klub, der dog menes at være enten Atlético Madrid eller Villarreal.

Spekulationerne forstærkes yderligere af, at sportsdirektøren Deco angiveligt skulle være blevet enig med Lenglets agent, Gregory Dakad, om en løsning på franskmandens situation. Hans høje løn på efter sigende 16 mio. euro om året, har nemlig været en stor forhindring i forhandlingerne med interesserede klubber.

Noget kunne derfor tyde på, at Barca har indvilliget i at betale en del af Lenglets løn, indtil han har kontraktudløb med Barca i 2026. Og skulle rygtet vise sig at tale sandt, er det forhåbentlig afslutningen på en anspændt situation for Barca, hvor de involverede parter nu kan begynde at se fremad.

.:FORSIDE:.