fbpx

Avis: Olmo ser Flicks krav som en positiv udfordring

Markus Johannessen - 12.08.24

// Dani Olmo

Dani Olmo har gennemført de første træningssessioner med holdkammeraterne under Hansi Flicks kommando og kan konstatere, at tyskeren stiller høje krav til spillernes fysik. Noget, som den nyankomne offensivspiller arbejder hårdt på at efterkomme. 

Det er ikke længe siden, at Marc-André ter Stegen udtalte, at Hansi Flick var en træner, der går betydeligt op i spillernes fysiske form. Den tyske keeper gav udtryk for, at det ikke var let at opfylde cheftrænerens krav, men at hele truppen var motiveret og modtog de hårde træningssessioner med åbne arme. 

Artiklen fortsætter under annoncen


Det ser ud til, at Dani Olmo deler denne holdning, da han arbejder på højtryk for at være i topform til sæsonstarten. Den catalanske avis Sport beretter, at den nykronede europamester allerede har ytret, at Flick samt trænerteamets krav er meget høje, og at han ønsker at leve op til forventningerne og ikke skuffe nogen.

Den 26-årige offensivspiller står ved sine ord gennem sine handlinger, og blev søndag eftermiddag spottet på træningsanlægget i Ciutat Esportiva Joan Gamper. Grunden til, at der blev bidt mærke i dette, var at hele truppen allerede havde gennemført en lang træningssession søndag morgen.

Dani Olmo var altså taget alene til træningsanlægget for at gennemføre sin anden træning på en dag og sikre sig gode resultater og en fysisk topform. La Liga sparkes igang lørdag den 17. august, hvor Barca spiller sæsonens første opgør mod Valencia og det lader til, at der knokles hårdt på i den afsluttende fase af presæsonen.

.:FORSIDE:.