fbpx

Avis: Flick får sidste ord i Roque-beslutning

Peter Vyff - 30.05.24

 


Vitor Roque har slet ikke fået så meget spilletid som forventet, efter ankomsten til Barca i januar. Stortalentet er derfor blevet meldt på vej væk til sommer, men det kan ansættelsen af Hansi Flick angiveligt ændre på.

Ledelsen brugte lang tid i januar på at fremskynde signingen af Vitor Roque, der kom fra Athletico Paranaense. Catalanerne havde hårdt brug for mere angrebsstyrke efter skaden til Robert Lewandowski, og der var derfor store forventninger til at brasilianeren kunne løse det problem.

Stortalentet har dog endnu ikke formået at finde fodfæste hos Barca, selvom han i starten fik flere chancer på holdet. Xavi benyttede dog i mindre grad Roque til sidst på sæsonen, hvor han ofte slet ikke kommer i spil, og det var noget som hans bagland i den grad stod uforstående overfor.

Artiklen fortsætter under annoncen


Catalanerens beslutning skyldes angiveligt angriberens manglende indsats og skarphed til træning, og der har derfor været spekuleret en del i, hvorvidt Barca kunne finde på at udleje brasilianeren til sommer. Men fyringen af Xavi har dog givet fornyet håb for Roque og hans vanskelige situation, da han ikke ønsker at forlade Catalonien.

Ledelsens holdning har dog ifølge avisen Sport endnu ikke ændret, og man undersøger i øjeblikket muligheden for at finde et passende lejeophold til næste sæson. Den endelige beslutning forventes dog at blive truffet af Hansi Flick, der snart bliver præsenteret som Barca-træner, og som skal tage stilling til om han ønsker at bruge Roque.

Tyskeren kan med hans direkte spillestil sagtens få brug for Roque, der med sin styrke og hurtighed kan trække fra forsvaret højt oppe på banen. Flick er samtidig heller ikke afvisende overfor at give chancen til unge spillere, men han ønsker dog at vurdere angriberen ved selvsyn først.

Det lader derfor til, at Flick får stor indflydelse på, hvad der skal ske med brasilianeren, også selvom det kan vise sig vanskeligt at beholde ham. Ledelsen får nemlig problemer med at indregistere Roque på grund af nogle kontraktmæssige forhold, og lige nu er der intet overblik over om der er plads til ham i lønbudgettet.

// Vitor Roque
.:FORSIDE:.