Avis: Neymar har tilbudt sig selv til Barca
Simon Arun Vrábel - 08.06.23
// Neymar
Som en direkte konsekvens af, at Messi har valgt ikke at vende tilbage til Barca skulle Neymar have tilbudt sig selv til sin tidligere arbejdsgiver, da brasilianeren ved, at Xavi nu mangler en anden offensivspiller til angrebet.
Det er ingen hemmelighed, at Xavi ønsker at forstærke offensiven frem imod næste sæson, og indtil torsdag morgen var planen, at forstærkningen hed Lionel Messi. Nu hvor det er en kendsgerning, at Messi ikke vender tilbage til Barca, har Neymar angiveligt tilbudt at gå ned i løn for at få lov til at trække i blaugrana-trøjen endnu engang.
Lige siden Neymars dramatiske skifte til franske PSG tilbage i 2017, har der næsten hvert år været rygter om, at brasilianeren ønskede at vende tilbage til Barca. Hvor meget hold der har været i rygterne, er aldrig blevet af- eller bekræftet, men faktum har været, at Neymar forsatte i den franske hovedstadsklub, som i øvrigt heller ikke er kendt for at lade sine stjernespillere forlade Paris.
Artiklen fortsætter under annoncen
I mellemtiden er PSG kommet i UEFAs søgelys vedrørende Financial Fair Play efter den bombastiske kontraktforlængelse af Kylian Mbáppe, og derfor har franskmændene – i højere grad end tidligere – været åbne for at lade Messi og Neymar forlade klubben. Messis kontrakt udløber som bekendt med udgangen af juni, og hans fravalg af Barca har fået Neymar til at tage affære.
Avisen Sport fortæller, at Neymar angiveligt skulle have tilbudt sig selv til Barca, og at han samtidig har meldt ud, at han er klar til at gå ned i løn og være fleksibel i forhold til kontraktvilkår. Xavi ønsker desperat at finde en stjerneangriber til at supplerer Lewandowski, Dembélé og Raphinha, og netop i dén konstellation kunne den 31-årige brasilianer passe godt ind.
Selvom Neymar er i sin karrieres efterår, så har den brasilianske angriber forsat meget at byde ind med, og til sammenligning med Messi, så er Neymar fire år yngre end sin nuværende angrebskollega. Spørgsmålet er i mellemtiden om Xavi mener, at den farverige angriber passer taktisk ind på holdet, for Neymars spillestil minder på mange måder om Raphinha.
Neymar nåede at optræde 186 gange for Barca inden sit kontroversielle skifte og i løbet af den tid blev det til 105 mål og 76 assist.