fbpx

Barca har foretaget adskillige forbedringer på Montjuïc

Peter Vyff - 05.08.23

// Estadi Olímpic Lluís Companys

Camp Nou er under en større renovering, som betyder at Barca skal spille alle deres hjemmekampe på Montjuïc i denne sæson. Ledelsen har dog været nødsaget til at foretage flere forbedringer på det olympiske stadion.

Barca tager snart hul på en ny og spændende sæson, hvor det spanske mesterskab skal forsvares, og hvor det helt store mål er Champions League trofæet. Catalanerne skal dog vænne sig til ikke at spille på Spotify Camp Nou, som siden sidste sæsons afslutning, har været underlagt en større ombygning.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Den omfattende renovering forventes først færdiggjort i slutningen af næste år, hvilket betyder at Barca i mellemtiden har flyttet sine hjemmekampe til Estadi Olimpic Lluis Companys på Montjuïc-bjerget midt i Barcelona. Det olympiske stadion har dog ikke været brugt i flere år, udover til koncerter og specielle begivenheder.

Ledelsen har derfor travlt med at gøre Montjuïc klar til fodboldkampe, og ifølge journalisten Adrián Sánchez, er der blevet foretaget adskillige forbedringer. Catalanerne har først og fremmest skulle forbedre den overordnede infrastruktur, der skal fragte fans til og fra hjemmekampene.

Der er også blevet lagt nyt græstæppe på Montjuïc, og eftersom en løbebane omkranser banen, har ledelsen besluttet at strække græsset således, at distancen imellem spillere og fans minimeres. Barca har også set sig nødsaget til at udvide og opgradere VIP-området med hjælp fra sponsorer som Cupra og Estrella Damm.

Catalanerne har også forbedret siddepladserne på størstedelen af tribunerne, der har plads til sammenlagt 55.000 tilskuere. Og til sidst, har ledelsen også forbedret lydsystemet på hele stadion, samt har græstæppet og alle ud- og indgange fået påmalet store Barca-logoer.

Fans får mulighed for at se det nye Montjuïc an i næste uge, hvor Barca tager imod Tottenham i den traditionsrige kamp om Joan Gamper trofæet. Den første hjemmekamp i La Liga spilles i anden spillerunde, hvor Xavis tropper tager imod gæsterne fra Cádiz.



.:FORSIDE:.