fbpx

Dembélé: 'Jeg ønsker at vise hvad jeg kan'

FCBARCELONA.DK - 25.11.19

© Getty Images
// Ousmane Dembélé

Barca TV har mødt Ousmane Dembélé til en snak inden mødet med hans tidligere klub Dortmund. Her fortæller angriberen blandt andet, at han udmærket er klar over, at han skal kæmpe for at få spilletid.

'Jeg ønsker at vise hvad jeg kan på banen. Hele holdet hjælper mig, men jeg støtter mig mest til Lenglet og Umtiti. Jeg har det også godt med Griezmann, der giver mig mange råd. Hen er et godt menneske og en god ven. Jeg har det også godt med resten af truppen' udtaler Dembélé.

Dembélé er blevet beskyldt for ikke at være professionel nok, men han føler selv, at han nu gør hvad han skal. 'Siden jeg kom til Barca for tre år siden, er jeg blevet bedre til at forberede kampene. Jeg går i træningslokalet og varmer mere op inden træningen. Barca er en stor klub og det giver dig mere lyst til at give alt' fortsætter han.

Skader har været et problem for Dembélé og han er klar over, at det har sat ham tilbage. 'Jeg havde det fint i sæsonstarten, men så blev jeg skadet og var ude en måned. Da jeg vendte tilbage, oplevede jeg nogle fysiske problemer. Nu skal jeg kæmpe for at få chancen, for vi har et godt hold og der er mere konkurrence end de foregående sæsoner' siger han videre.

Herefter ser han frem mod onsdagens opgør mod Borussia Dortmund, som han spillede for inden skiftet til Barca. 'Vi skal vinde over Borussia, for vi skal sikre os videre kvalifikation så tidligt som muligt. Det er den vigtigste kamp i den første halvdel af sæsonen. Med støtten fra vores tilhængere håber vi at kunne få de tre point, så vi kan møde Inter på deres bane med mere ro'.

'Kampen mod Dortmund er speciel for mig, for jeg har tidligere holdkammerater på holdet. Nu er vi modstandere, men det betyder ingenting. Det er tre år siden og jeg har ikke set dem siden. Jeg glæder mig til at se dem igen og spille mod dem' fortsætter franskmanden.

Han tror tyskerne får meget svært ved at vinde på Camp Nou. 'Det er meget svært at vinde på Camp Nou, for Barca har spillere på højeste niveau. Det er en klub med en lang historie. Vi får god opbakning af vores fans og og vi forsøger altid at give alt for at vinde vores hjemmekampe' afslutter han.

.:FORSIDE:.