fbpx

Yamal lagde en assist i spansk sejr over Georgien

FCBARCELONA.DK - 01.07.24

 


Spanien er planmæssigt videre til kvartfinalerne ved EM, men det gik ikke helt så smertefrit som ventet. Georgien gjorde god modstand, men det endte med en spansk sejr på 4-1, hvor Lamine Yamal stod for oplægget til 2-1 målet.

Yamal og Pedri var med fra start i 1/8-finalen mod Georgien, der ikke var spået mange chancer. Alligevel chokerede georgierne ved at bringe sig foran i det 18. minut.

Spanien havde svært ved at sætte sig igennem, men i det 39. minut kom udligningen og det stod overraskende 1-1 ved pausen. Kort ind i anden halvleg kom spanierne så foran, da Lamine Yamal lagde en millimeterpræcis aflevering ind til Fabian Ruiz, der gjorde det til 2-1.

Artiklen fortsætter under annoncen


Herefter satte Spanien sig for alvor på kampen og et kvarter før tid viste Nico Williams, hvorfor Barca er så interesseret i ham. Han tog nogle gode træk i venstre side, hvorefter han bankede bolden i nettet højt i målet til 3-1. Klassemål af kantspilleren.

Georgien var tvunget til at satse og det gav Spanien mere plads. Det udnyttede Lamine Yamal til flere gode aktioner og afslutninger, men enten strøg bolden tæt forbi mål eller også stod målmanden i vejen. Der kom også en 4-1 scoring og den stod Dani Olmo for.

Yamal spillede hele kampen, mens Pedri blev skiftet ud efter 52 minutter, uden at der tilsyneladende var tale om en skade. Ferran Torres og Fermín López så hele kampen fra bænken.

Nu venter der et brag af en kvartfinale på fredag, når Spanien og Tyskland tørner sammen.

yamal88F

// Pedri // Lamine Yamal
.:FORSIDE:.