fbpx

Joan Laporta overvejer at ansætte Mateu Alemany

Peter Vyff - 29.05.24

// Mateu Alemany

Alt tyder på, at Barca snart kan præsentere Hansi Flick som holdets nye træner til den kommende sæson. Tyskeren bliver dog måske ikke den eneste nyansættelse i ledelsen, da Joan Laporta angiveligt ønsker at bringe Mateu Alemany tilbage.

Det er efterhånden velkendt, at Hansi Flick overtager det ledige trænersæde hos Barca, efter sidste uges fyring af Xavi. Den tidligere Bayern München-træners ankomst bliver af flere betegnet som en ny start for de forhenværende spanske mestre, der skal forsøge at finde tilbage til tidligere tiders storhed.

Men selvom Flick er en dygtig træner, og en der tidligere har vist, at han kan vinde titler, har han stadig brug for mere støtte, og især fra én helt oppe på bestyrelsesniveau. Joan Laporta ønsker derfor ifølge avisen Sport at genansætte Mateu Alemany, som tidligere har været ansat som sportsdirektør hos Barca.

Artiklen fortsætter under annoncen


Spanieren formåede i sin tid hos Barca fra 2021 og 2023 at lukke flere transfers, deriblandt handlerne med Raphinha og Robert Lewandowski, samt formåede han også at forhandle med det spanske ligaforbund om at lette de økonomiske restriktioner. Det er noget ledelsen lige nu mangler, selvom Deco har overtaget rollen i forhold til transfers via sin titel som sportsdirektør. 

Portugiseren har dog ikke et indgående kendskab til fodboldforbundet og de økonomiske aspekter, der skal tages højde for, og det er netop derfor Laporta overvejer at genansætte Alemany. Catalanerne har dog endnu ikke taget kontakt til spanieren, men ønsket skulle være klart fra præsidentens side.

Alemany er stadig ledig på markedet, da han ikke kunne blive enige med Aston Villa om en ansættelse som fodbolddirektør. Spanieren er dog både eftertragtet af forbundet bag det spanske landshold og Atlético Madrid, og det bliver derfor ikke lige til at genansætte den tidligere Barca-hjerne.

.:FORSIDE:.