fbpx

Journalist: Busquets tæt på aftale med Inter Miami

Peter Vyff - 20.06.23

// Sergio Busquets

Sergio Busquets har endnu ikke taget stilling til sin fremtid, selvom det efterhånden er et stykke tid siden, at han meddelte sin afsked i Barca. Catalaneren nærmer sig dog angiveligt et skifte til Inter Miami, hvor han genforenes med Lionel Messi.

Der er blevet talt meget om Busquets, der i lang tid så ud til at fortsætte sin karriere på Camp Nou, hvor Xavi skulle have bedt ham om at tage endnu en sæson. Barca-kaptajnen annoncerede dog som bekendt sin afgang i sidste måned hvilket betyder, at hans kontrakt udløber om mindre end to uger.

Artiklen fortsætter under annoncen


Og alt imens der bliver spekuleret i, hvem der skal afløse Busquets på midtbanen, så har han endnu ikke selv taget stilling til, hvor karrieren skal fortsætte henne. Catalaneren er dog ofte blevet rygtet til Saudi-Arabien, som skulle stå klar med en monsterkontrakt til eks-landsholdsspilleren.

Journalisten Toní Juanmarti kunne dog forleden afsløre, at den 34-årige Busquets nærmer sig et skifte til Inter Miami i den amerikanske MLS. Det skyldes eftersigende et forbedret kontrakttilbud, der blev præsenteret søndag, og som betyder, at La Masia-spilleren snart underskriver en aftale løbende indtil 2025.

Og skulle det vise sig at være sandt, så lykkes det altså for amerikanerne at genforene Busquets med Lionel Messi, der tilsammen nød en særdeles succesfuld periode på Camp Nou. Inter Miami arbejder ifølge avisen Mundo Deportivo også på at hente Jordi Alba til USA, hvilket i den grad må siges at være noget af et scoop.

.:FORSIDE:.