fbpx

Malcom: 'Vi trænede kun 40-50 minutter i Barca'

FCBARCELONA.DK - 21.04.20

© Getty Images
// Malcom

Brasilianske Malcom forlod sidste sommer Barca til fordel for russiske Zenit. Her deltog angriberen forleden i et interview, hvor han kom med en opsigtsvækkende information om træningen på Camp Nou.

I interviewet til catalanske program 'Què t’hi jugues' talte Malcom om, hvordan træningen i Zenit adskiller sig fra træningen i Barca.

'I Zenit træner vi to gange om dagen. Vi træner generelt meget mere herovre og det var grunden til, at jeg blev skadet. Jeg kom fra at træne i 40-50 minutter om dagen i Barca' sagde Malcom noget overraskende.

Herefter talte Malcom om tiden i Barca og hvorfor han aldrig nåede at få det store gennembrud.

'Jeg føler, at jeg fortjente at spille flere minutter. Sådan har de fleste spillere det selvfølgelig, at de vil spille så meget som muligt. Men efter hvad jeg præsterede på banen mener jeg, at jeg fortjente mere'.

Til slut kommenterede Malcom også snakken om, at Lionel Messi bestemmer det hele i Barca.

'Spillere eller truppen har slet ikke så meget magt, som folk tror. Og Messi opfører sig ikke som præsident i klubben. Han talte som kaptajn for holdet og spurgte om vores mening. En af de dårligste ting ved coronavirussen er, at jeg ikke kan se Messi spille. Han kommer til at spille til han er 40 år gammel' sagde Malcom til slut.

.:FORSIDE:.