fbpx

Medier: Frygt for at Ter Stegen skal opereres

FCBARCELONA.DK - 04.12.23

// Ter Stegen

Marc-André ter Stegen blev heller ikke klar til kampen mod Atlético Madrid og ifølge flere catalanske medier breder frygten sig for, at det bliver nødvendigt at operere den rygskade keeper, fordi han endnu ikke er blevet klar.

Barca-keeperen vendte for nylig hjem fra den tyske landsholdslejr med rygproblemer. Forventningen var, at det hurtigt ville være overstået, men sådan er det slet ikke gået. Smerterne i den nederste del af ryggen vil ikke fortage sig og det har betydet, at tyskeren har været ude i de seneste tre kampe mod Rayo, Porto og Atlético.

Artiklen fortsætter under annoncen


Ter Stegen har modtaget behandlinger for rygskaden, men det har ikke udviklet sig som håbet. Derfor er det nu overvejelser om at en operation er eneste løsning, for at komme problemet til livs. Det fortæller aviserne Sport og Mundo Deportivo samstemmende.

Xavi blev bedt om at kommentere Ter Stegens tilstand, da han holdt pressemøde efter sejren over Atlético i går. 'Marc har noget ubehag i ryggen og vi må se i denne uge, hvordan tingene udvikler sig. Når vi har mere at sige, så melder vi det ud. Han har dette ubehag, der ikke vil forsvinde, så vi må se' kom det fra ham.

Dermed holdt Barcas træner reelt alle muligheder åbne. Barca har ingen kampe i midtugen, så her vil der være god tid til at vurdere om tyskeren skal opereres, eller om man skal give ham lidt længere tid til at komme sig.

Under alle omstændigheder tyder alt på, at reservemålmand Iñaki Peña kan se frem til flere kampe. Med det niveau han viste mod især Porto og Atlético, ligner det ingen svækkelse af holdets muligheder.



.:FORSIDE:.