fbpx

Newcastle meldes fortsat interesseret i AC

Peter Vyff - 19.08.24

 


Newcastle blev allerede i foråret meldt interesseret i Andreas Christensen, men Barca havde dengang ingen intention om at sælge. Selvom klubbens holdning angiveligt er den samme, prøver englænderne nu igen at hente danskeren.

Andreas Christensen går en spændende sæson i møde, hvor der er stor kamp om spilletiden i Barcas defensiv. Catalanerne er ekstremt godt besat i midterforsvaret, hvilket også betød, at han i lørdags måtte starte på bænken, hvor han kunne se Pau Cubarsí og Iñigo Martínez danne makkerpar i det centrale forsvar.

Artiklen fortsætter under annoncen


AC kom dog ind i anden halvleg, dog kun som sikkerhedsforanstaltning, da Cubarsí lænede sig kraftigt opad sit andet gule kort og dermed en udvisning. Indskiftningen betyder dog langt fra, at danskeren er inde i startopstillingen til næste kamp mod Athletic Club, og udsigten til sparsomt med spilletid kan angiveligt ende med et sommer-exit.

Barca er nemlig presset til at få solgt ud i defensiven, hvor Hansi Flick har alt for mange spillere til rådighed. Og selvom der har været spekuleret i at bruge AC på midtbanen, er det også en position, der er mere end fyldt op med tilgangen af Marc Casadó og Marc Bernal fra reserveholdet.

Når Ronald Araújo er klar igen, forventes han at ryge direkte ind i midterforsvaret, hvor også Jules Koundé kan gøre ham selskab, hvis det lykkes at hente João Cancelo til højre backen. AC kan derfor blive presset på mulighederne for spilletid, og det har Newcastle ifølge avisen Sport tænkt sig at udnytte.

Newcastle havde ellers lagt danskeren en smule på hylden, da det ikke lykkes at hente ham tidligere på sommeren. De gik istedet efter Marc Guehi fra Crystal Palace, men efter at have fået fire tilbud afvist, har englænderne nu angiveligt genoptaget jagten på danske AC.

Barcas ledelse kræver dog angiveligt mindst 30 mio. euro for danskeren, hvilket kan give lidt problemer hos Newcastle, der ligesom Barca også har problemer med Financial Fair Play. Skiftet kan dog vise sig interessant for alle parter, da det kan løse en masse registreringsproblemer hos Barca, imens AC kan se frem til at få fast spilletid på yndligspositionen i midterforsvaret.

ac2F

// Andreas Christensen
.:FORSIDE:.