fbpx
Annonce

Flere La Liga-klubber meldes interesseret i Dest

Peter Vyff - 23.03.23

// Sergiño Dest

Sergiño Dest er ikke en del af fremtidsplanerne på Camp Nou, og ledelsen afsøger derfor alle muligheder for at få ham solgt. Catalanerne kan derfor glæde sig over, at adskillige hold i La Liga angiveligt skulle være interesseret i backen.

Barca sendte før denne sæson Sergiño Dest til AC Milan på en lejekontrakt, som indtil videre ikke har været den store succes. Landsholdsbacken har langt fra været overbevisende på banen, hvilket også fik italienerne til at fravælge amerikaneren til deres trup i Champions League.

De italienske mestre ser derfor ikke ud til at gøre brug af den inkluderede købsoption på 20 mio. euro, hvilket betyder, at Dest efter alt at dømme er at finde tilbage på Camp Nou til næste sæson. Cheftræneren Xavi har dog ingen tiltro til den teknisk dygtige højre back hvilket betyder, at han ingen fremtid har hos Barca.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Den 22-årige Dest står dog ikke uden bejlere, hvilket ledelsen på Camp Nou må prise sig lykkelige for. Catalanerne har nemlig ikke råd til at beholde amerikaneren, hvis der også skal være plads til at forstærke førsteholdstruppen til næste sæson.

Landsholdsspilleren har især tiltrukket sig interesse fra andre hold i La Liga, som ifølge avisen Sport skulle være Atlético Madrid, Sevilla, Valencia og Villarreal. Barca skal dog ikke forvente at få de ønskede 20 mio. euro for Dest, hvilket ledelsen eftersigende også skulle være klar over.

Ledelsen skulle derfor have sænket prisen på amerikaneren til 12-14 mio. euro, hvilket er et leje, hvor de spanske storhold bedre kan være med. Det tegner derfor til et exit for den tidligere Ajax-spiller, der ellers så ud til at indeholde alle de kvaliteter, som er nødvendige for at slå igennem på Camp Nou.

.:FORSIDE:.