Barca Atlétic skal møde Ibiza i to playoff-kampe
FCBARCELONA.DK - 26.05.24
Barcas andethold, Barca Atlétic, spillede sin sidste kamp i går i Primera Division RFEF, hvor de hentede en sejr i overtiden. Det betyder at de slutter på tredjepladsen og skal møde UD Ibiza i to playoff-kampe om oprykning.
Det har et par uger ligget fast, at Barca Atlétic ville slutte i top 5, så de skulle ud i de afgørende kampe om oprykning til La Liga 2, der er næstbedste række i spansk fodbold. I går hentede de en 1-2 sejr ude over Celta Vigo B og dermed slutter Rafa Márquez' mandskab på en tredjeplads i rækken, der er delt op i to grupper.
Artiklen fortsætter under billedet
Tredjepladsen betyder, at de skal møde UD Ibiza i to semifinaler. UD Ibiza sluttede på 4. pladsen i deres gruppe, så der kan imødeses et par jævnbyrdige kampe. Som bedst placerede hold, har Barca Atlétic fordel af hjemmebane i returopgøret.
Lykkes det for Barca Atlétic at besejre UD Ibiza over de to kampe, skal de møde vinderen af en anden semifinale, der står mellem Ponferradina og Córdoba. Ponferradina sluttede på 5. pladsen i Barcas gruppe 1, mens Córdoba sluttede toer i deres gruppe. Den samlede vinder af disse fire hold rykker op.
Det er endnu ikke meldt ud, hvornår præcist kampene mod Ibiza skal spilles, men det bliver i løbet af næste weekend, at første opgør spilles. Returkampene spilles en uge senere.
// Barca Atletic