fbpx

Barca skal fortsætte flot stime i aften mod Dortmund

FCBARCELONA.DK - 27.11.19

© Getty Images
// Champions League // Dortmund

Man kan roligt sige at statistikken er på Barcas side, når Borussia Dortmund i aften gæster Camp Nou. Catalanerne har nemlig spillet hele 34 Champions League kampe i træk på eget græs uden et eneste nederlag.

Barca er altid en frygtet modstander på Camp Nou, uanset hvem der lægger vejen forbi, men i Champions League er holdet på det nærmeste overlegent, i hvert fald når man ser på de tørre tal.

Man skal tilbage til den 1. maj 2013 for at finde det seneste nederlag på Camp Nou i den prestigefyldte europæiske turnering. Det var Bayern München der dengang sikkert vandt med 0-3.

Siden har Barca spillet 34 kampe i Champions League på hjemmebane og her viser resultaterne 30 sejre og 4 uafgjorte, altså ikke et eneste nederlag i seks et halvt år. Den statistik kan ikke andet end at give selvtillid hos Barca-spillerne og det modsatte hos modstanderne.

Målscoren bekræfter overlegenheden. 101-16 vidner om stor styrke foran egne tilhængere. Barcas gennemsnit ligger således meget tæt på tre mål pr. kamp. I 21 af de 34 kampe har catalanerne scoret tre mål eller flere og der er maksimalt scoret en enkelt gang mod Barcas mål i kampene.

De 34 kampe som ubesejret på hjemmebane er rekord i Champions League. Den tidligere rekord havde Bayern München med 29 kampe.

I aften har Barca brug for at fortsætte den flotte stime når Dortmund kommer på besøg, og allerhelst med en sejr, for ellers kan holdets videre deltagelse i Champions League pludselig komme i fare.

.:FORSIDE:.