fbpx

Xavi føler sig forrådt ovenpå Dembélés beslutning

Peter Vyff - 02.08.23

// Ousmane Dembélé

Ousmane Dembélé kan snart kalde sig PSG-spiller efter snart seks sæsoner på Camp Nou. Kantspillerens beslutning har angiveligt efterladt Xavi ekstremt skuffet, da han altid har holdt hånden over franskmanden.

Det kom som noget af et chok da det kom frem, at PSG i weekenden havde sendt et formelt brev til Barca, hvori de erklærede deres hensigt om at købe Ousmane Dembélé ved at betale hans frikøbsklausul på 50 mio. euro. Og chokket blev kun endnu større, da det senere blev fortalt, at franskmanden skulle have accepteret parisernes femårige kontrakttilbud.

De færreste havde nemlig troet, at Dembélé kunne finde på at skifte, da han i lang tid blev meldt tæt på en kontraktforlængelse på Camp Nou. Landsholdsfløjen har tilmed også været ude og lufte sin store tilfredshed med tilværelsen hos Barca, og især hans samarbejde med Xavi.

Artiklen fortsætter under annoncen


Cheftræneren har haft stor indflydese på franskmandens karriere, der i lang tid så ud til at køre helt af sporet på Camp Nou. Catalaneren formåede dog at få pustet en stor portion selvtillid ind i Dembélé, der kvitterede med endelig at vise store kvaliteter på banen.

Det er derfor ikke underligt, at Xavi nu føler sig forrådt og ekstremt skuffet over Dembélés beslutning om at forlade Barca. Det skriver journalisten David Bernabeu Reverter fra avisen Sport, der også tilføjer, at cheftrænerens frustration især skyldes det faktum, at han har investeret så meget i landsholdsspillerens udvikling, uden nu at få noget igen.

Xavi har da også gang på gang holdt hånden over franskmanden, især overfor fansene, der ofte har været ude at kritisere den tidligere Dortmund-spiller. Cheftræneren har angiveligt også forsøgt at overtale Dembélé til at blive på Camp Nou ved at bruge Neymars katastrofale skifte til PSG som eksempel.

Men det lykkedes som bekendt ikke, og det er derfor helt naturligt at Xavi føler sig forrådt. Ledelsen er dog allerede i gang med at finde Dembélés afløser, og her nævnes spillere som João Félix, Bernardo Silva, Leroy Sané og Jérémy Doku.

.:FORSIDE:.