Magnus Wind - 10.12.19
Jean-Clair Todibo har fået begrænset spilletid i sin tid i Barca, og catalanerne ønsker derfor at sælge franskmanden. Flere klubber er meldt interesseret i midterforsvaren, men Barca ønsker en tilbagekøbsklausul.
Da Barca tilbage i januar hentede den unge talentfulde centrale forsvarsspiller, Jean-Clair Todibo, var det med en forventning om, at han på sigt skulle udvikle sig til en fast mand i startopstillingen. Catalanerne mener dog, at udviklingen ikke er gået som planlagt, og klubben har derfor givet den 19-årige franskmand grønt lys til at finde en ny klub. Todibo har blot spillet 77 minutter i denne sæson og nu er flere klubber meldt interesseret i forsvarspilleren. Det skriver den catalanske sportsavis Mundo Deportivo.
Blandt dem skulle Bayer Leverkusen og AC Milan være favoritterne til at sikre sig Barca-spillerens underskrift. Angivenligt skulle den sportslige ledelse med Eric Abidal i spidsen have holdt et møde med repræsentanter fra den italienske storklub om et eventuelt skifte. Der snakkes om en pris på omkring 10 millioner euro, svarende til cirka 75 millioner danske kroner. Watford er også inde i billedet, men englænderne ønsker kun at leje Todibo.
Catalanerne ønsker dog, at man får en tilbagekøbsklausul i aftalen på Todibo, så Barca i fremtiden vil have muligheden for at købe franskmanden tilbage. Det kunne derfor tyde på, at klubben stadig ser en fremtid i den unge forsvarspiller.