fbpx

Investor skal løse registreringen af Dani Olmo

Peter Vyff - 26.08.24

 


Selvom det efterhånden er et par uger siden, at Barca hentede Dani Olmo, er han fortsat ikke indskrevet på førsteholdet. Catalanerne håber dog nu, at et nyt sponsorsamarbejde kan løse den problematiske situation.

Ledelsen får i disse dage stor kritik for behandlingen af Dani Olmo, der til trods for sin status som stjerneindkøb, fortsat ikke er blevet indregistreret. Den tidligere RB Leipzig-spiller har dermed endnu ikke fået sin ligadebut, selvom Barca allerede har spillet denne sæsons første to kampe.

Catalanerne har dog til trods for en masse forsøg, stadig ikke fået løst de økonomiske problemer, der betyder, at man ikke overholder kravene for Financial Fair Play. Ledelsen har således meget lidt råderum at gøre med i lønbudgettet, også selvom der er taget afsked med Oriol Romeu, Clément Lenglet, Mika Faye, Ilkay Gündogan og Vitor Roque.

Artiklen fortsætter under annoncen


Problemerne skyldes det faktum, at ledelsen endnu ikke har fundet en ny køber til den andel af Barca Vision, som det tyske investeringsfirma Libero, ellers havde indgået en aftale om at købe. Catalanerne så dog i starten af måneden ud til at have løst problemet, da den nuværende sponsor Aramark, stod klar til at købe andelen i medievirksomheden.

Aftalen blev dog ikke godkendt hos det spanske ligaforbund, og Barca mangler derfor stadig 40 mio. euro i regnskabet for at nå i mål med FFP-reglerne. Men ifølge avisen Mundo Deportivo nærmer man sig nu en ny aftale med en anden sponsor, nemlig WhiteBit, der er en ukrainsk cryptoplatform.

WhiteBit forventes at købe en stor andel i Barca Vision og dermed blive aktionær, men aftalen dækker dog ikke hele hullet efterladt af Libero. Handlen med ukrainerne menes dog at være nok til at sikre Olmos registrering, hvilket vil være et stort boost for holdet og alle omkring klubben.

Barca har dog stadig noget vej før man er tilbage på sporet rent økonomisk, og derfor spekuleres der stadig i salg af Eric Garcia og Ferran Torres. Catalanerne har samtidig også håb om at forstærke spillertruppen yderligere, men meget tyder dog på, at det kommer til at afhænge af den nye sponsoraftale med Nike.



// Dani Olmo
.:FORSIDE:.