fbpx

Optakt: Atlético Madrid - FC Barcelona

FCBARCELONA.DK - 01.12.19

© Getty Images
// Atletico Madrid

Ligaens 15. spillerunde sluttes af med topbraget mellem Atlético Madrid og Barca, et opgør der spilles i Madrid. Her har begge hold brug for en sejr, for at holde sig med helt fremme i tabellen. Læs her vores optakt til kampen.

Det er indiskutabelt to af ligaens stærkeste mandskaber der tørner sammen i aften og derfor også to af kandidaterne til at vinde mesterskabet. Derfor står der utroligt meget på spil for begge hold. Barca skal have alle tre point, hvis de vil tage førstepladsen tilbage fra Real Madrid, mens Atlético kan komme á point med Barca med en sejr.

Trods placeringerne i toppen af ligatabellen, er det ikke to toptrimmede mandskaber der mødes i aften. Barca har oplevet store problemer med spillet, ikke mindst på udebane, hvor de kun har hentet 10 ud af 21 mulige point. Samtidig har Atlético haft mere end svært ved at lukke kampene, da seks af deres seneste otte ligakampe er endt uafgjort.

Barca er hæmmet af en række afbud. Dembélé, Alba og Semedo er ude med skader, mens Busquets har karantæne. Disse fravær kan ikke undgå at svække holdet, da de alle muligvis var startet inde i aftenens opgør.

Ernesto Valverde udtog følgende trup efter lørdagens træning: Ter Stegen, Neto, Wague, Piqué, Umtiti, Lenglet, Junior, Aleña, Rakitic, De Jong, Vidal, Sergi Roberto, Arthur, Messi, Suárez, Griezmann, Pérez og Fati.

På sit pressemøde i går så Barca-træneren frem mod kampen. 'Kampen mod Atlético er en af sæsonens vigtigste og der er brug for at gøre det godt. Vi tillægger kampen stor betydning, først og fremmest fordi vi kan tage førstepladsen tilbage og dernæst på grund af den effekt det vil have på spillernes humør, at besejre dem' udtalte han.

Atlético-træner Diago Simeone kommenterede også kampen i går. 'Vi arbejder hele tiden på at gøre det så godt som muligt og på at vinde kampene. Vi har trænet godt og kommer fra en god kamp i Torino. Vi skal fortsætte af samme vej, men med et andet resultat' sagde han med henvisning til holdets 1-0 nederlag til Juventus.

Kampen i aften fløjtes i gang kl. 21.00 og kan ses på TV2 Sport.

.:FORSIDE:.