fbpx

Sergi Robertos og Alonsos fremtid afgøres til januar

Simon Arun Vrábel - 04.11.23

// Sergi Roberto // Marcos Alonso

Hverken Sergi Roberto eller Marcos Alonso har fået mange minutter i denne sæson, og da begge spillere har kontraktudløb til sommer, bliver der i vinterens transfervindue truffet en endelig beslutning om deres fremtid.

Både Sergi Roberto og Marcos Alonso har rundet de 30 år, og med kompetente alternativer til begge spillers positioner er det naturligt, at Xavi og den sportslige ledelse vurderer, om det giver mening at forlænge deres kontrakter yderligere. Omvendt byder både Sergi Roberto og Alonso ind med betydelig erfaring, hvorfor den endelige beslutning først træffes til januar.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


For Sergi Robertos vedkommende, så har João Cancelo fuldstændigt overtaget højrebacken, hvor Jules Koundé og Ronald Araújo i øvrigt også kan spille, og selvom holdets alsidige kaptajn også kan spille på midtbanen, er denne position også godt besat. Med sine 31 år og en mulighed for at spille et par sæsoner i USA, tyder meget derfor på, at begge parter lader kontrakten løbe ud når den ender til juni næste år.

Marcos Alonso står i samme situation, for Alejandro Balde sidder tungt på venstrebacken, mens Iñigo Martínez og Andreas Christensen begge står foran Alonso i køen om spilletiden i det centrale forsvar. Modsat Sergi Roberto, er der ingen rygter om, hvor den tidligere Chelsea-spiller kan slutte sin karriere, så han vil i højere grad gøre sit for at få sin kontrakt forlænget.

Fælles for dem begge er dog, at de har vist sig at være kompetente og rutinerede backups, når Xavi har haft brug for dem, og derfor fortæller avisen Sport, at vinterens transfermarked kommer til at spille en væsentlig rolle i beslutningen om, hvorvidt man skal forlænge deres kontrakter eller ej. Er der ikke råd til at hente erstatninger, og vil spillerne samtidig gå væsentligt ned i løn, fortæller avisen, at det ikke er utænkeligt, at man vælger at forlænge deres nuværende kontrakter.

Sergi Roberto, som har opnået 355 kampe i Barca-trøjen, er der størst sandsynlighed for, forlader Barca, mens det er mere åbent med Marcos Alonso, som allerede har opnået 43 kampe i blaugrana.



.:FORSIDE:.