Peter Vyff - 06.07.23
Xavi har ikke de store muligheder på højre back, hvor midterforsvaren Jules Koundé fortsat er førstevalget. Cheftræneren har derfor besluttet sig for, at Sergiño Dest og Julián Araujo får muligheden for at bevise deres værd.
Barca har store planer for det indeværende transfervindue, hvor holdet skal forstærkes på flere pladser. Catalanerne har dog ikke planlagt at hente en højre back, selvom Xavi ikke har haft en naturlig en til rådighed, efter Héctor Bellerín blev solgt til Sporting CP i starten af året.
Cheftræneren skulle dog have overtalt Jules Koundé til at tage endnu en tørn på backen, selvom han efter sidste sæsons afslutning ytrede sin utilfredshed over at spille ude af position. Den tidligere Sevilla-spiller kan dog se frem til at få øget konkurrence på backen, da Xavi eftersigende har tænkt sig at give en ny chance til Sergiño Dest.
Landsholdsbacken er ellers i lang tid blevet rygtet væk fra Camp Nou, hvor han ikke har formået at slå igennem. Amerikaneren blev derfor sendt på udlån til AC Milan i hele sidste sæson, dog uden den helt store succes, som også betød, at italienerne ikke benyttede sig af den medfølgende købsklausul på 20 mio. euro.