fbpx

Avis: Thiago stopper som træner til september

Peter Vyff - 14.08.24

 


Thiago stoppede tidligere på sommeren karrieren, og kort efter blev han en del af Hansi Flicks trænerteam hos Barca. Spanieren skrev dog kun kontrakt for tre måneder, hvilket betyder, at han til september ikke længere er at finde i klubben.

Den 33-årige Thiago Alcantara meddelte i starten af juli, at han lagde støvlerne på hylden, efter en lang periode, hvor han havde døjet med flere langvarige skader. Midtbanespilleren fandt dog hurtigt et sted at fortsætte karrieren, da han vendte tilbage til Barca, denne gang i en trænerrolle under Hansi Flick.

Tyskeren fandt hurtigt en plads til Thiago i staben, og det er tidligere blevet beskrevet, hvordan han især har haft fokus på at forbedre midtbanespillernes afleveringsmønstre. Cheftræneren fandt samtidig en støtte i spanieren, der kender Barca bedre end de fleste, og som kunne fylde omklædningsrummet med selvtillid og en stor tro på det nye projekt.

Artiklen fortsætter under annoncen


Flick må dog ifølge avisen Sport snart vinke farvel til den tidligere Barca-spiller, der til september forlader trænerstaben. Thiago forpligtede sig kun til at hjælpen tyskeren i tre måneder, og selvom han hurtigt er faldet til, ønsker han angiveligt at forfølge sin egen drøm om at blive cheftræner.

Spanieren skulle efter sigende være inspireret af Thiago Motta og Xabi Alonsos store succes med trænergerningen, og i betragtningen af hans store taktiske viden, er der ingen grund til, at han ikke kan gøre dem kunsten efter. Og med den ros og feedback som Thiago allerede har fået hos Barca, bliver det sandsynligvis ikke et problem at finde et trænerjob i en mindre klub.

Men i den nærmeste fremtid vil Thiago efter alt at dømme tage en pause og nyde noget velfortjent tid med hans familie, inden han beslutter sig for, hvad der præcist skal ske i fremtiden.

// Thiago
.:FORSIDE:.