Anders Lang Jensen - 19.10.20
I sommerens transfervindue var den helt store transferhistorie Lionel Messis forsøg på at forlade Camp Nou. Men selvom argentineren har været i Barca siden barndommen, har han tidligere været på vej ud af klubben.
Ifølge den velansete italienske transferjournalist Gianluca Di Marzio var et skifte til engelsk fodbold tæt på for seks sæsoner siden. I en ny bog af Gianluca Di Marzio afsløres det, ifølge avisen AS, at argentineren var meget tæt på enighed om en transfer til Chelsea i 2014.
Dengang var Messi ifølge Di Marzio nået til enighed med den daværende manager i Chelsea Jose Mourinho. På et videomøde skulle Messi mundtligt have indgået en aftale med englænderne. Chelsea var klar til at betale den daværende frikøbsklausul på 250 millioner euro for Messi.
Dog faldt et skifte aldrig på plads, fordi Messis far, Jorge, i sidste ende frarådede sin søn at forlade Barca dengang. Derudover skulle portugisiske Deco have anbefalet Messi ikke at tage turen til London-klubben.