fbpx

Ærgerlig sæsonafslutning for Martin Braithwaite

FCBARCELONA.DK - 20.07.20

© Getty Images
// Alavés // Martin Braithwaite

Alt tegnede til fuld spilletid til Martin Braithwaite i opgøret mod Alavés, men Quique Setién ville det anderledes. Han sendte først danskeren på banen med 12 minutter tilbage og dermed blev det ikke til den ønskede sæsonafslutning.

I en betydningsløs kamp og med en flok trætte spillere i truppen, lignede det en oplagt tanke at benytte Braithwaite, der ikke kan deltage i Champions League. Alligevel måtte den danske angriber tage plads på bænken og i stedet se Messi, Fati og Suárez starte inde mod Alavés.

De tre i front var medvirkende til et sjældent sprudlende angrebsspil og derfor så Setién ikke det store behov for at skifte ud. Først i det 78. minut, hvor Barca netop havde bragt sig på 0-5, kom Braithwaite på banen i stedet for Fati.

På det tidspunkt var kampen forlængst afgjort og Barca satsede ikke helhjertet på flere scoringer. Braithwaite kom med i et par farlige angreb og kom til en enkelt afslutning, men omstændighederne var ikke optimale for danskeren.

Det blev til tolv halvkedelige minutter han deltog i og dermed fik sæsonen ikke den afslutning som Braithwaite helt sikkert havde håbet på. Efter en lovende start i klubben blev spilletiden hele tiden mindre og selv i går mod Alavés, blev der ikke altså for alvor brug for ham.

Da Braithwaite ikke kan spille med i Champions League, er sæsonen reelt slut for ham. Spørgsmålet er om han bliver og træner med holdkammeraterne i forberedelserne til kampen mod Napoli eller om klubben giver ham fri.

.:FORSIDE:.