Peter Vyff - 19.07.24
Selvom resultaterne de sidste par år ikke har været som ønsket, har det ikke rykket ved Barcas enorme popularitet. Catalanerne kan således glæde sig over, at man har beholdt sin tredjeplads på listen over de mest værdifulde fodboldklubber i verden.
Barca har siden corona-pandemien været hårdt ramt på økonomien, hvilket fortsat har store konsekvenser for det catalanske flagskib. Men selvom spillertruppen langt fra er så konkurrencedygtig som tidligere, og man ikke tilnærmelsesvis har vundet trofæer som før i tiden, er klubben fortsat en af verdens største.
Det blev forleden understreget, da det anerkendte brandvurderings- og rådgivningsfirma, Brand Finance, offentliggjorde deres liste over de 50 mest værdifulde fodboldklubber i verden. Barca sikrede sig en flot tredjeplads på rangeringen, hvilket er en position man nu har fastholdt siden 2022.
Værdiansættelsen fastslås til at være på 1,542 mia. euro, hvilket er en markant stigning fra sidste år, hvor vurderingen var på 1,374 mia. euro. Ledelsen, anført af Joan Laporta, har dermed formået at få værdien til at vokse, trods ekstremt svære arbejdsbetingelser og dårlige resultater på fodboldbanen.