fbpx

Barca står i en svær situation med Coutinho

FCBARCELONA.DK - 14.03.21

© Getty Images
// Philippe Coutinho

Når Joan Laporta har udpeget sin sportslige ledelse, bliver en af de sværeste opgaver at finde en løsning omkring Coutinho, som klubben angiveligt gerne vil af med, men det ser ud til at blive en meget dyr fornøjelse.

Philippe Coutinho er den dyreste spiller i Barcas historie med en samlet pris på 160 mio. euro, når man regner diverse variabler med. Det prisskilt har brasilianeren på intet tidspunkt levet op til. Samtidig er Coutinho blandt de bedst lønnede i truppen og dermed tynger han meget i klubbens hårdt belastede økonomi.

Derfor har Barca gode grunde til at slippe Coutinho når sommerens transfervindue åbner, men de står i en svær situation omkring et salg. Dels er Coutinho skadet lige nu og kan ikke vise sig frem, dernæst mangler Barca stadig at betale 50 mio. euro til Liverpool. Det skriver avisen Sport.

Dertil kommer, at Barca skal betale en bonus på 20 mio. euro til Liverpool når Coutinho runder 100 kampe i Barca-trøjen. Han er noteret for 90 kampe, så 10 mere vil udløse de 20 mio. euro.

Der restererer kun 13 kampe for Barca denne sæson, så Coutinho når næppe 100 kampe i sæsonen og det er endnu en grund til, at Barca skal af med ham til sommer.

Prisen må dog forventes at blive langt under hvad Barca betalte Liverpool, så der venter en hård økonomisk lussing. Reelt har Barca hverken råd til at sælge Coutinho eller til at beholde ham.

.:FORSIDE:.