fbpx

En anderledes valgkamp venter i skyggen af corona

FCBARCELONA.DK - 02.11.20

© FC Barcelona
// Præsidentvalg

Barca står foran et præsidentvalg, hvor adskillige kandidater forventes at melde sig og komme med deres bud på, hvad der bør ske. Det bliver dog en atypisk valgkamp, for coronavirussen lægger en dæmper på de vildeste løfter.

Den midlertidige ledelse der blev indsat efter at Josep Maria Bartomeu trådte tilbage, har til opgave at udskrive og afholde præsidentvalg indenfor tre måneder, hvilket vil sige senest i slutningen af januar måned.

I mellemtiden skal kandidaterne i gang med at føre valgkamp og det er aldrig kedeligt. Selvom alle brænder for Barca, er uenigheden ofte stor når gælder hvordan klubben bør ledes, så de mange tusinde medlemmer kan få det de ønsker, nemlig masser af sejre gennem flot spil og selvfølgelig et hav af trofæer.

Kigger man tilbage på tidligere valgkampe, fyger det ofte rundt med løfter og planer om dyre spillerkøb og ansættelse af anerkendte trænere. Her kommer coronasituationen og de alvorlige økonomiske konsekvenser der er, dog med sikkerhed til at dominere valgkampen.

Der er nemlig ikke penge til dyre investeringer, men derimod behov for at mindske klubbens omkostninger, for at få balance i budgettet. Derfor kommer der næppe løfter om at hente f.eks. Neymar, Mbappé eller Laurato Martínez, for blot at give nogle eksempler. Det ville nok være sket uden en coronakrise, også selvom der ikke var aftaler på plads med klubber eller spillere.

Corona er blusset massivt op i Catalonien og intet tyder på, at det vil gå den anden vej lige med det samme, måske snarere tværtimod. Det vil betyde et lukket Camp Nou i en lang periode, hvilket fortsat vil presse økonomien i klubben.

En af kandidaterne, Victor Font, har dog alligevel taget hul på vidtløftige tanker, ved at ville hente klubikoner som Xavi, Guardiola, Puyol og Iniesta tilbage. Disse forhenværende spillere skal nok give nogle ekstra stemmer, men spørgsmålet er, om der er realiteter bag. Ingen af dem har endnu udtalt sig. Kun Xavi har tidligere udtrykt sympati for Font.

Font har også udtalt, at han er sikker på, at han kan få Messi til at blive. Det tema kommer helt sikkert til at dominere i valgkampen, for det vil alle andre kandidater med stor sikkerhed også sige, selvom ingen reelt ved, hvor Messi står lige nu.

Det er derfor tydeligt, at det er et svært tidspunkt at holde præsidentvalg på, for corona hænger som en tung sky over valgkampen, som det også kan blive rigtig svær at gennemføre indenfor tre måneder, med de restriktioner der gælder i det catalanske samfund.

Det er derfor en atypisk valgkamp der venter, indtil de flere end 110.000 stemmeberettigede medlemmer, de såkaldte socis, skal sætte sit kryds.

.:FORSIDE:.