fbpx

FIFA skal have løst Coutinhos kontraktsituation

FCBARCELONA.DK - 17.05.20

© Getty Images
// Philippe Coutinho

Bundesligaen blev skudt i gang igår, uden at FIFA har fundet en løsning på de kontrakter der udløber den 30. juni. Det omfatter Coutinho som Bayern München har lejet for denne sæson og situationen virker nærmest uoverskuelig.

Det er en af de helt store knaster som FIFA snarest skal have fundet en løsning på. Coutinhos situation er blot et eksempel som mange andre spillere også befinder sig i, altså med kontrakter eller lejeaftaler der udløber den 30. juni.

Bundesligaen forventes færdigspillet den 27. juni, så her er der umiddelbart ingen problemer for Coutinho, bortset fra, at han sidder ude med en ankelskade og måske ikke når at blive klar inden sidste runde.

Med hvad Champions League, som UEFA forventer færdigspillet i august? Coutinho er indskrevet for Bayern i turneringen, men hans lejeaftale med tyskerne udløber den 30. juni. Den kan kun forlænges, hvis alle tre parter, altså Bayern, Barca og Coutinho ønsker det.

Hvad så hvis Bayern vælger at spare brasilianens løn? Så returnerer han til Barca den 1. juli, men her er han ikke indskrevet til Champions League, eller til La Liga for den sags skyld. Skal Barca betale løn til en spiller som UEFA forbyder dem at bruge? Det virker heller ikke rimeligt.

UEFA og La Liga kunne vælge at tillade at indskrive nye spillere fra 1. juli, men vil det være rimeligt overfor de øvrige klubber? Ikke mange kan forestille sig Coutinho repræsentere Barca i Champions League, da han allerede har spillet for Bayern i samme turnering, helt frem til kvartfinalerne.

Eneste umiddelbare løsning for de spillere hvor det ikke lykkes at forlænge kontrakterne hen over sommeren er, at UEFA kompenserer de berørte klubber for de lønudgifter som situationen medfører. For Coutinhos vedkommende vil det betyde, at hele sæsonen meget vel kan være slut.

.:FORSIDE:.