fbpx

Kan spillerne rejse sig efter skuffelsen mod PSG?

FCBARCELONA.DK - 19.02.21


Efter en lovende start på 2021 med forbedringer i spillet og masser af sejre, fik Barca-spillerne sig en slem lussing mod PSG. Spørgsmålet er om skuffelsen sidder så dybt i dem, at det får konsekvenser i de kommende kampe.

Optimismen var så småt begyndt at spire, efter at Barca viste klare fremskridt efter årsskiftet og leverede nogle resultater der lovede godt for resten af sæsonen. Holdet kom á point med Real Madrid i ligaen og har hentet fire point ind på ligaens suveræne tophold Atlético Madrid.

Tirsdag aften var det hele pludselig glemt, for PSG udstillede i den grad Barcas svagheder, da de fortjent vandt med en 1-4, specielt efter en anden halvleg med en ren opvisning i effektivitet og målrettet spil. Resultatet betyder med næsten 100% sikkerhed, at Champions League er slut for Barca.

Nedturen tog hårdt på Barca-spillerne og de hang helt naturligt med hovedet efter kampen. Det er ingen skam at tabe til et godt hold som PSG, men 1-4 på hjemmebane er en svær og uacceptabel pille at sluge, blot et halvt år efter 8-2 masakren mod Bayern München.

Den opbyggede selvtillid er forsvundet som dug for solen, for nu har Barca-spillerne set, hvor sårbare de er mod et godt hold. Den erkendelse vil være svær at komme over og spørgsmålet er, om skuffelsen er så dyb, at det kommer til at påvirke indsatsen de kommende kampe.

Hos Barca kan man være glade for, at de næste to kampe er hjemme mod Cádiz og ude mod Elche, to hold som langt fra har PSG's styrke. Forhåbentlig kan disse to opgør give spillerne lidt af troen på sig selv igen. Modsat kan et par dårlige resultater gøre krisen endnu dybere.

Barca møder Cádiz på søndag kl. 14.00.

.:FORSIDE:.