FCBARCELONA.DK - 25.04.20
La Liga præsident Javier Tebas er ikke glad for rygterne om, at Barca og flere andre klubber overvejer at nægte at genoptage sæsonen. Han holder fast i, at der skal spilles og truer med alvorlige konsekvenser.
Det er tydeligt, at Javier Tebas ikke har tænkt sig at lytte på argumenter for, at det sundhedsmæssigt er for risikabelt at genoptage sæsonen inden længe.
'Vores interesse er, at den normale aktivitet vender tilbage. Vi ønsker at forsvare vores interesser, for familier og arbejdspladser er afhængige af det. At aflyse sæsonen er ikke en mulighed vi har på bordet' udtaler han.
'Vi undersøger de muligheder der er for at spille uden tilskuere og hvilke konsekvenser det vil få. Vi kigger på flere muligheder, men ingen af dem omfatter, at der ikke bliver spillet' fastslår han.
Han understreger samtidig, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis en klub nægter at spille kampe, når der startes op igen. 'Så vil der blive åbnet en disciplinærsag fra La Liga og fra forbundet. Udebliver man fra en kamp, vil man miste de tre point' siger han videre.
Tebas slår fast, at ingen klub kan tage sin egen beslutning og nægte at spille. 'Sådan en beslutning påvirker alle andre, dem der gerne vil spille. Denne slags beslutninger kan ikke tages individuelt eller af et flertal. Man skal være forsigtig med denne slags beslutninger' udtaler han.
Til sidst forsikrer han om, at der ikke bliver taget chancer med spillernes helbred. 'Vi udvikler nogle sundhedsmæssige retningslinjer for at vende tilbage til træningen. Vi skal undersøge hvordan der skal trænes og spilles, og hvordan man skal rejse, samt hvem der kan være på stadion' afslutter han.