fbpx

Laporta: 'Jeg tilbød Cruyff af blive træner igen'

FCBARCELONA.DK - 20.02.21

// Cruyff // Joan Laporta


I et radiointerview i går kom præsidentkandidaten Joan Laporta med en opsigtsvækkende afsløring, nemlig at han i 2008 talte med Johan Cruyff om igen at træne Barca, men at Cruyffs kone forbød det.

Det fungerede ikke for Barca i sæsonen 2007/08 da Frank Rijkaard var træner for klubben. Dengang var Joan Laporta præsident og han havde en meget speciel plan der omfattende klublegenden Johan Cruyff, der i 90'erne var træner for det såkaldte Dream Team. Det fortalte Laporta til Catalunya Radio i går.

'Jeg tænkte at jeg ville tilbyde Johan trænerjobbet med Guardiola som assistent, men han ville ikke gøre det fordi han vidste, at Danny (Cruyffs kone, red.) ikke ville tillade ham at blive træner igen' kom det fra ham.

Det fik dog ikke Laporta til at give op. 'På vej hjem fra en rejse, satte Johan sig ved siden af mig. Jeg kunne se at han var meget opsat på projektet. Jeg tilbød ham at træne holdet resten af sæsonen sammen med Guardiola, der kunne tage over sæsonen efter. Hans øjne lyste, men Danny satte en stopper for det og så var det ikke muligt' sagde han.

Laporta forklarede ikke årsagen til at Cruyffs kone ikke ville lade sin mand være træner igen, men det var sandsynligvis af helbredsmæssige årsager. Mens Cruyff var træner for Barca i 90'erne, var han igennem en alvorlig hjerteoperation, hvor man frygtede for hans liv.

Cruyff stoppede som træner for Barca i 1996 og siden trænede han ikke igen på højeste niveau, indtil han døde i 2016, kun 68 år gammel.

Johan Cruyff er den nok mest betydningsfulde træner Barca har haft, for udover at vinde fire mesterskaber i træk med holdet og klubbens første Champions League i 1992, ændrede han klubbens mentalitet og spillestil, en stil man stadig bruger den dag i dag.

.:FORSIDE:.