fbpx

Officielt: Javier Mascherano stopper karrieren

Magnus Wind - 16.11.20

© Getty Images
// Mascherano

Den tidligere Barca-spiller Javier Mascherano meddelte søndag, at han stopper karrieren. Argentineren nåede at spille 8,5 år i blaugrana-trøjen, hvor det i alt blev til 334 kampe og et hav af titler. 

Javier Mascherano stopper sin karriere. Han spillede sin sidste kamp med Estudiantes søndag aften, hvorefter han meddelte, at han nu lægger støvlerne på hylden. 'Jeg vil gerne meddele, at jeg i dag trækker mig tilbage fra professionel fodbold. Jeg vil gerne sige tak til denne klub for at give mig muligheden for at slutte min karriere i Argentina,' sagde Mascherano efter sin sidste kamp. 

Efter en flot periode i Liverpool hentede Barca argentineren i 2010. I blaugrana-trøjen spillede Mascherano 334 kampe, inden han skiftede til kinesisk fodbold i 2018. Hos Barca vandt Mascherano, som primært blev brugt i forsvaret, et hav af titler. Han var blandt andet med til at vinde Champions League i både 2011 og 2015 samt fem La Liga-titler. 

Mascherano opnåede næsten en form for kultstatus blandt Barca-fansene og der var stor jubel, da argentineren scorede sit eneste mål i blaugrana-trøjen, da han i 2017 scorede på et straffespark mod Osasuna. Nu kan Mascherano se frem til, at nyde sit otium og se tilbage på en flot karriere.

.:FORSIDE:.