FCBARCELONA.DK - 25.03.20
Ifølge flere catalanske og spanske medier, har Barca forhandlet en aftale på plads med sine spillere, hvor de går 70% ned i løn, så længe at Spanien er lukket ned på grund af Corona-virussen.
Det var oplagt at der måtte ske noget på udgiftssiden i klubben i denne tid, hvor der ikke er indtægter på grund af Corona-karantænen. Derfor har ledelsen de seneste dage forhandlet med repræsentanter for spillerne i samtlige af klubbens sportsgrene.
Ifølge flere medier, blandt dem aviserne Sport og AS, er der nu enighed om en aftale. Den skulle indebære en lønnedgang på massive 70%, gældende med tilbagevirkende kraft fra den 14. marts, hvor den første ligarunde blev aflyst. Lønnedgangen gælder indtil at den spanske regering ophæver det alarmberedskab der gælder lige nu og som forhindrer folk i at gå på gaden, med mindre det er bydende nødvendigt.
Alarmberedskabet gælder indtil videre til den 11. april, men alle forventer, at det bliver forlænget. Det tegner derfor til en længere periode med markant lavere løn til spillerne.
Lønnedgangen gælder alle sportsgrene i klubben med professionelle spillere samt alle ansatte. Aftalen er endnu ikke officielt bekræftet af Barca.