fbpx

Officielt: Spillerne må træne igen fra den 4. maj

FCBARCELONA.DK - 28.04.20

© FC Barcelona
// Coronavirus

Efter at de franske myndigheder tidligere i dag lukkede ned for al holdsport frem til september, går Spanien nu i den modsatte retning. I dag meddelte præsident Pedro Sánchez, at spillerne må træne igen allerede fra på mandag.

Da Spaniens præsident Pedro Sánchez her tirsdag aften holdt pressemøde frygtede mange, at han ville følge i fodsporene på den franske regering, der tidligere i dag aflyste resten af sæsonen i Ligue 1 og al øvrig holdsport frem til september.

I stedet kom Sánchez med en opmuntrende, men også noget uventet melding. 'Professionelle sportsfolk kan træne individuelt fra den 4. maj' sagde han blandt andet, uden at komme med nærmere specifikationer på, hvad det indebærer konkret.

Det betyder altså, at Barcas spillere fra på mandag får mulighed for, at køre til klubbens træningsanlæg Ciutat Esportiva Joan Gamper for at træne. Det bliver op til klubben, i samråd med spillerne, at gøre det på en forsvarlig måde, der både overholder alle regler og som spillerne føler sig trygge ved.

Der er endnu ikke kommet en officiel reaktion fra Barca på udmeldingen fra Pedro Sánchez, men der er næppe tvivl om, at der nu arbejdes på højtryk for at finde ud af, hvordan man kommer godt i gang efter den lange ufrivillige pause fra fodbold.

.:FORSIDE:.