fbpx

Registreringsproblemer kan sende Iñigo Martínez væk

Peter Vyff - 10.03.24

 


Barca har fortsat store økonomiske problemer, og det kan nu få konsekvenser for Iñigo Martínez. Catalanerne har endnu ikke registeret forsvarsspilleren til næste sæson, og derfor kan han ende med at blive solgt til sommer.

Selvom Barca har været særdeles aktive på transfermarkedet de sidste par sæsoner, har handlerne ofte været forbundet med store komplikationer. Det skyldes den hårdt ramte økonomi, der har betydet, at ledelsen ikke har haft nemt ved at registere nyindkøbenes kontrakter.

Catalanerne endte derfor også sidste sommer med kun at registere Iñigo Martínez for én sæson, da han ankom på en fri transfer fra Athletic Club. Det gjorde plads til registreringen af flere kontraktforlængelser, og ledelsen satsede istedet på at kunne indskrive baskeren påny til sommer.

Artiklen fortsætter under annoncen


Men som situationen ser ud nu, får Barca store problemer med at finde plads i økonomien til Martínez. Ledelsen skal i forvejen finde store besparelser i lønbudgettet for at nå i mål med Financial Fair Play, samtidig med at man skal finde råderum til indskrivningen af Vitor Roque.

Ledelsen ønsker samtidig også at finde en løsning på at hente João Cancelo på en permanent kontrakt, og det kan i sidste ende betyde, at Martínez kan blive solgt. Det fortællerr journalisten Marta Ramon fra radiostationen RAC1, der også begrunder sin mistanke med, at Barca i forvejen er godt besat i midterforsvaret.

Xavi råder i forvejen over Jules Koundé, Andreas Christensen, Ronald Araújo og den unge Pau Cubarsí, ligesom der spekuleres i, hvorvidt Chadi Riad kan vende retur fra Real Betis. Derudover er Eric García og Clément Lenglet udlejet og vender tilbage til sommer, så der skal derfor en større udrensning til i midterforsvaret.

Beslutningen omkring Martínez vil dog i høj grad ligge hos den kommende nye cheftræner, og hans holdning til baskeren. Forsvarsspilleren fylder 33 år i maj, og da hans kontrakt udløber til næste sommer, kan det være et godt tidspunkt at tage afsked med den rutinerede midtstopper.

martinez9F

// Iñigo Martínez
.:FORSIDE:.