fbpx

Sergiño Dest præsenteres officielt i eftermiddag

FCBARCELONA.DK - 02.10.20

© FC Barcelona
// Dest

I går blev det officielt, at Barca henter Sergiño Dest i Ajax. Han trænede for sig selv i går eftermiddags og i dag er det så tid til den officielle præsentation. Den finder sted i eftermiddag, hvor der også holdes pressemøde.

Efter flere dages rygter blev det endeligt officielt i går, at den 19-årige højre back Sergiño Dest skifter til Barca. Blot få timer efter offentliggørelse af klubskiftet, trak Dest i træningstøjet og trænede for sig selv i Ciutat Esportiva, mens de nye holdkammerater var rejst til Vigo for at møde Celta.

I dag venter der en travl eftermiddag for Dest, for her skal han gennem den velkendte procedure når en ny spiller præsenteres. Han skal skrive under på sin kontrakt, der skal tages fotos og han skal trække i Barca-spilledragten og jonglere lidt med en bold nede på græstæppet på Camp Nou. Til sidst venter der så det obligatoriske pressemøde, hvor Dest svarer på spørgsmål.

I går sagde Dest sine første ord som Barca-spiller. 'Alt hvad jeg oplever er utroligt. Det er en ære at spille for det bedste hold i verden. Det er en drøm der går i opfyldelse. Jeg kommer for at få muligheden for at spille sammen med de bedste i verden. Det først jeg ønsker at gøre er at forbedre mig og spille godt, også selvfølgelig forsøge at vinde det hele' kom det fra ham.

På pressemødet i eftermiddag får han mulighed for at sætte endnu flere ord på sit klubskifte.

.:FORSIDE:.